Skal du lave et logo til din virksomhed? Vi har lavet en miniguide med gode råd og overvejelser, du kan gøre dig, inden du kaster dig ud i logodesign.
I miniguiden vil vi bl.a. komme ind på:
Forskellige typer af logoer
- Hvilke overvejelser du skal gøre dig, når du skal lave et logo
- Der findes forskellige typer af logoer.
Det kan være logoer, der udelukkende består af skrift. Logoer, der består af et enkelt symbol, samt logoer, der er en kombination af et symbol og skrift.
Herunder kan du se eksempler på alle tre typer af logoer, som du garanteret kan genkende:

Logoet skal ikke sælge eller skaffe flere kunder, men logoets vigtigste opgave er derimod at identificere og skabe genkendelighed af din virksomhed sammen med resten af virksomhedens visuelle identitet.
Det kan være svært at finde et enkelt symbol, der er sigende om en virksomheds historie, værdier og produkt. Men det er heller ikke nødvendigvis et must.
Tag for eksempel Starbucks, der er en af verdens største kæder af kaffebarer.
Starbucks’ logo består af en grøn cirkel med en illustration af en havfrue. Og det har umiddelbart ikke så meget med kaffe at gøre. Men ikke desto mindre er det et af verdens mest velkendte logoer.

Så når du skal designe dit logo, kan det være en idé at tænke i alternativer, da der ikke absolut behøver at være en åbenlys forbindelse mellem dit logo og din virksomhed/produkt.
Er der noget fra opstarten af virksomheden, placeringen eller noget helt tredje, der kan symbolisere din virksomhed?
Kig også på, hvad andre i din branche gør. Du skal selvsagt ikke kopiere dine konkurrenter, men prøv at finde en balance mellem et logo, der skiller sig ud og samtidig udtrykker din branche eller det produkt, virksomheden tilbyder.
Selv om du tænker i alternativer, kan det stadig være svært at finde det helt rigtige symbol til din virksomhed. Nedenfor kan du se en række eksempler på, at et logo heller ikke nødvendigvis behøver at være unikt.

Design af logo
Når du har gjort dig overvejelser om, hvad dit logo skal bestå af, er der en række forskellige aspekter, du skal tage hensyn til.
Detaljering
Logoet skal fungere på mange forskellige platforme, i forskellige størrelser samt på forskellige overflader. Derfor er det vigtigt at holde designet simpelt.
For mange elementer og detaljer vil hurtigt gå tabt, når logoet skal anvendes i små formater eller på uensartede baggrunde.
Mange logoer er bygget op omkring simple basisformer samt gentagelser. Herunder kan du se eksempler.

Størrelse
Logoer skal som regel anvendes både på skærm og til tryk. Tænk over, hvordan logoet tager sig ud i høj opløsning samt i en skærmopløsning på 72 ppi og test logoet i forskellige størrelser – både til print og til skærm.
Det kan være nødvendigt at have forskellige udgaver af dit logo, der kan anvendes, alt efter hvilken størrelse logoet skal vises i.
Hvis du eksempelvis har et logo med negative rum, kan det være nødvendigt at lave en udgave af logoet med mere mellemrum mellem de froskellige elementer end originalen. Hvis mellemrummene er for små, kan de nemlig forsvinde, når logoet skaleres ned.

Farver og graduering
Undgå som udgangspunkt gradueringer og gennemsigtighed i logoer, da det ikke understøttes i alle produktioner.
Det kan også være svært at vurdere, hvordan en graduering vil tage sig ud på print, og der kan være forskellige resultater alt efter, hvilket materiale dit logo skal printes på.
Hold derfor dit logo i en enkelt eller få forskellige farver. Tænk i øvrigt over, hvad farverne, du vælger til dit logo, kommunikerer.
En rød cirkel eller en gul trekant kan eksempelvis give negative associationer, da det ofte er forbundet med ”stop” ”forbudt” eller ”advarsel”.

Negativ form
Sørg for, at dit logo fungerer i både sort og hvid, så det kan placeres på alle farver baggrunde.
Det kan være nødvendigt at justere tykkelsen på den hvide udgave af dit logo, da en hvid farve på en sort baggrund ofte vil syne mere spinkelt end en sort farve på en hvid baggrund.
Afprøv logoet på forskellige baggrunde og stol på dine øjne, når du justerer tykkelsen på dit logo.

Vektorgrafik
Lav dit logo som vektorgrafik. Vektorgrafiks store fordel er, at det kan skaleres op og ned i det uendelighed uden at ændre sig, hvorimod rastergrafik vil blive pixeleret og uskarpt, når det forstørres.
Vektorgrafik kan printes med helt skarpe kanter uanset hvilken størrelse, det skal printes i.
Adobe Illustrator et er vektorbaseret grafisk program, der netop egner sig til fremstilling af logoer, infografikker mm.
I blogindlægget Begynderguide til Illustrator kan du få en introduktion til programmet, dets styrker samt nogle af de mest anvendte værktøjer. I blogindlægget finder du bl.a. en introduktion til forskellige basisformer samt til værktøjet Pen, der vil være oplagt at bruge til at udarbejde et logo.
Du kan også hente vores Miniguide til Illustrator, hvor vi giver dig en introduktion til Adobe Illustrator og hjælper dig med at komme godt fra start i programmet.
Inspiration
På nettet findes der et utal af sider, hvor du kan få hjælp til at designe et logo samt sider, hvor du gratis kan hente forskellige elementer og ikoner, du kan bruge til at sammensætte dit logo med.
Her kan der være meget inspiration at hente, og de forkskellige værktøjer kan hjælpe dig til at finde forskellige grundelementer, som du efterfølgende selv kan sætte dit personlige præg på.
Vi håber, du har fået mod på at kaste dig ud i design af logoer. Hos Kursusfabrikken har vi også et to dages kursus i Adobe Illustrator. Her vil du få et bredt kendskab til programmet og lære at tegne vektorgrafik, som du kan bruge til at udarbejde dit nye logo eller opdatere dit gamle.