Hvad er et prompt? Lær at skrive gode prompts til AI og ChatGPT

Hvis du ønsker succes med kunstig intelligens, er det afgørende, at du forstår, hvordan du laver et godt prompt. Et prompt er nemlig fundamentet for din dialog med teknologien. Det er mere end blot en hurtig anmodning eller et simpelt spørgsmål, det er nøglen til at udfolde AI’ens fulde potentiale. Ved strategisk at formulere og arbejde med dit prompt på dansk, kan du opnå markant bedre og mere præcise svar.

Med det rette prompt kommunikerer du direkte med de bagvedliggende neurale netværk. Du udnytter bevidst kraften i avancerede sprogmodeller, uanset om du anvender ChatGPT, Copilot, Gemini, Mistral eller andre systemer.

Hvad er et prompt? (Kort fortalt)

Et prompt er den instruktion, besked eller det spørgsmål, som du indtaster i et AI-værktøj for at få et svar. Man kan sammenligne det med en arbejdsopgave, du giver til en assistent. Jo mere tydelig og detaljeret din instruktion er, desto bedre bliver resultatet.

Kort forklaret handler et godt prompt om klar kommunikation. Forestil dig, at du skal oplære en helt ny medarbejder. Hvis din nye kollega fejler i sin opgave, skyldes det sjældent manglende vilje, men derimod at du ikke har givet tydelige instruktioner og god nok kontekst. Det er præcis det samme, når du skal prompte en AI.

Hvad bruges prompts til?

Prompts bruges som styringsværktøj i alle interaktioner med AI. Især i ChatGPT er prompts motoren, der driver værket. Her er nogle af de mest populære anvendelsesmuligheder:

  • Tekstforfatning: Skrivning af blogindlæg, artikler, e-mails eller opslag til sociale medier.
  • Idégenerering: Brainstorming af koncepter, produktnavne eller kampagneidéer.
  • Analyse og opsummering: At få AI til at læse lange dokumenter og trække de vigtigste pointer ud.
  • Kodning: Programmører bruger prompts til at skrive kode, fejlsøge eller forklare komplekse scripts.
  • Sproglig optimering: Oversættelse eller forbedring af eksisterende tekster, så de passer til en bestemt målgruppe.

Sådan skriver du gode prompts (Prompt dansk)

At udvikle et effektivt prompt er nærmest en kunstform, der ofte kaldes prompt engineering. Det kræver forståelse for programmet, processen og de specifikke resultater, som du gerne vil opnå. Hos Kursusfabrikken arbejder vi altid strategisk med vores kommunikation til AI.

Når du skal i gang med at prompte på dansk, bør du følge en fast struktur. Vi anbefaler altid at opstille dine prompts, så de indeholder tre kerneelementer: Rolle, Mål og Kontekst.

Den gyldne formel: Role, Goal, Context

For at gøre det nemt for dig selv, kan du bruge denne struktur hver gang:

  1. Role (Rolle): Hvem skal AI’en forestille at være? (f.eks. en ekspert i markedsføring).
  2. Goal (Mål): Hvad er det konkrete output, du ønsker? (f.eks. en tekst til Facebook).
  3. Context (Kontekst): Hvilke rammer skal AI’en arbejde indenfor? (f.eks. hvem er målgruppen, og hvad er tonen?).

Eksempler på prompts

For at illustrere hvordan komponenterne sammensættes, tager vi udgangspunkt i et praktisk eksempel. Forestil dig, at virksomheden Arla skal lave et opslag til Facebook for produktet Cheasy skyr.

  • Rolle: SoMe Manager for Arla.
  • Mål: Skabe et opslag til Facebook.
  • Kontekst: Alt det du gerne vil have AI’en til at huske, heriblandt at Arla producerer sunde mælkeprodukter, som Cheasy Skyr. og måde opslaget skal tage sig ud.

Det gode Prompt: Du er en kreativ SoMe Manager, som skriver for virksomheden Arla. Arla producerer lækre og sunde mælkeprodukter, heriblandt den populære Cheasy Skyr med vanilje. Du skal lave tekst til et opslag på Facebook, for produktet Cheasy Skyr med vanilje. Opslaget skal være engagerende og iøjnefaldende, samt indeholde passende emojier.

Dette prompt vil guide ChatGPT til at generere indhold, der ikke kun lever op til de specifikke krav, men også reflekterer den ønskede tone og stil. Det er egentlig meget simpelt, fortæl din nye digitale kollega nøjagtigt de informationer, som er nødvendige for at kunne præstere.

Trin-for-trin guide til det perfekte prompt

Hvis du vil sikre dig det bedste resultat hver gang, kan du følge disse trin:

  1. Vær specifik: Undgå brede spørgsmål som “Skriv om skyr”. Skriv i stedet “Skriv en produkttekst om fordelene ved Cheasy skyr”.
  2. Definer formatet: Fortæl om svaret skal være en liste, en tabel, et langt brev eller en kort overskrift.
  3. Angiv tone of voice: Skal sproget være formelt, humoristisk, provokerende eller pædagogisk?
  4. Brug One-shot prompting: Dette er en teknik, hvor du i din startbesked inkluderer al relevant information for opgaven for at styre AI’en i den rigtige retning med det samme. Det minimerer risikoen for, at systemet gætter forkert.

Denne systematiske tilgang lærer du meget mere om på vores ChatGPT kursus. Kurset er praksisnært og lærer dig at anvende teknologien til hverdagens mange problemstillinger.

Hvad er prompt design og prompt engineering?

Du har måske hørt de fine begreber før. Lad os skrue ned for hypen og fokusere på, hvad det reelt betyder. Når man designer et godt prompt, handler det om at kommunikere med AI’ens bagvedliggende logik.

Teknologien fungerer grundlæggende som en bibliotekar på et gigantisk bibliotek. Den ved alt og har læst alle bøger, og du skal blot spørge om hjælp. Men måden du spørger på, har afgørende betydning for dit svar. Hvis du beder om en generel anbefaling, finder den noget tilfældigt. Hvis du derimod præciserer genren, forfatteren og tidsperioden, får du præcis det, du søger.

AI kan, ligesom et menneske, misforstå og mistolke. Det er din opgave at stille de rigtige spørgsmål og styre samtalen. Hvis du er nysgerrig og god til at kommunikere, har du et stort forspring. Hvis du ikke får det forventede svar i første omgang, kan du ændre ordlyden, tilføje flere detaljer eller omstrukturere spørgsmålet. Ofte er det mest gavnligt at starte samtalen helt forfra, hvis du er kommet skævt fra start, da tidligere fejl kan forvirre systemet i den igangværende chat.

Ofte stillede spørgsmål om prompts

Hvad er en prompt? Et prompt er en instruktion eller forespørgsel, der indgives til en AI for at lede dens respons. Den fungerer som en retningslinje, der guider teknologien mod det ønskede resultat.

Hvordan prompter man ChatGPT bedst? For at prompte ChatGPT effektivt skal du formulere dig klart og direkte. Brug gerne Role-Goal-Context modellen for at sikre, at AI’en har alle nødvendige informationer fra start.

Hvorfor svarer ChatGPT nogle gange mærkeligt? Det skyldes ofte uklare eller flertydige prompts. Hvis instruktionen er for kort eller mangler kontekst, må AI’en gætte sig frem, hvilket kan føre til upræcise eller forkerte svar.

Hvordan bliver jeg god til at prompte? Det kræver øvelse og nysgerrighed. Eksperimentér med forskellige formuleringer og analysér, hvilke instruktioner der giver de bedste svar. Du kan også deltage på et kursus, hvor du får praktisk erfaring med prompt engineering og de nyeste AI-værktøjer.

Hvad betyder One-shot prompting? Det er en teknik, hvor du giver AI’en et eksempel eller al nødvendig kontekst i én samlet besked, så den kan løse opgaven korrekt i første forsøg uden yderligere uddybende spørgsmål.