“Åh, hvis det dog bare var enklere!” udbrød Christina fra marketingafdelingen. Du kender det måske. Frustrationen over grafisk materiale? Enten i mangel på det rigtige billede eller grundet enormt komplicerede og tekniske redigeringsprogrammer. Endnu engang kommer Canva dig til undsætning. I Canva finder du nemlig Magic Studio, som løfter Canvas brugervenlighed til et stadig højere niveau. Platformen åbner op for endnu flere AI-drevne funktioner, der forenkler og automatiserer de trin, der ofte kan virke uoverkommelige.
I dette indlæg bliver du introduceret til et udpluk af de vigtigste AI-funktioner i Canva Magic Studio.
Læs med og se videoen nedenfor, hvor Mia gennemgår nogle af funktionerne og giver dig indblik i Canva Magic Studio!
God fornøjelse!
Hvad er Canva?
Canva er en web- og mobilbaseret designplatform, der gør det legende let at skabe professionelle præsentationer, videoer, plakater og meget mere. Fra forretningsfolk til studerende, fra bloggere til bryllupsplanlæggere – Canva tilbyder noget for enhver smag og til alle tænkelige behov.
Med Canva kan du oprette designs med tekst og grafiske elementer. Canva består af et utal af skabeloner, som du kan tilpasse din brand identitet. Derudover tilbyder Canva også adgang til en masse spændende apps, som du kan skabe unikke designs med.
Hvad er Canva AI?
Men hvad betyder det, at Canva har “AI-drevne” funktioner? AI står for Artificial Intelligence, altså kunstig intelligens. I denne sammenhæng betyder det, at Canva har indført avanceret teknologi, der kan automatisere og forbedre mange af de processer, som ellers ville kræve avancerede tekniske færdigheder eller timevis af manuelt arbejde. Det er ligesom at have en digital assistent, der ikke bare forstår dine grundlæggende behov, men også kan udføre opgaver med en præcision og kreativitet, der nærmer sig det menneskelige. Magisk, ikke?
Smarte funktioner til Canva AI
Lad os kigge lidt nærmere på de forskellige AI-funktioner, som du kan trylle med i Canva. De er samlet under det, der hedder Magic Studio, som fortsat er under udvikling. Vi vil altså se et stigende antal af disse Canva AI-funktioner dukke op i den kommende tid.
Først og fremmest skal du have et billede, som du vil redigere med Magic Studio. Hvis du ikke har et billede, kan du enten bruge Canvas store fotobibliotek under Apps. Du kan også fremtrylle dit helt unikke billede med AI!
Billedegenerering med Canva AI
Under Apps i venstre menu kan du finde apps fra Canva selv, Google, OpenAI og mange andre. Canvas billedgenereringsapp hedder “Magisk medie”. I videoen ovenfor har Mia brugt appen DALL·E til at skabe et unikt billede med AI på baggrund af en beskrivelse.
Magic Studio i Canva
Når du enten har uploadet dit billede, fundet det i Fotos eller skabt det med en af de apps, der bruger AI, så skal du markere billedet og vælge “Rediger foto” i den øverste værktøjslinje. Under effekter til venstre finder du nu Magic Studio og de forskellige funktioner, som du kan bruge til at strø magi ud over dit billede.
Fjern baggrund: Få Canva til at fjerne baggrunden på dit billede, så du får fritlagt dit motiv. Det kan være enormt brugbart til fx portrætbilleder, hvor du efterfølgende kan indsætte personen på andre baggrunde.
TIP: Når du downloader dit billede uden baggrund skal du huske at downloade billedet som filtype PNG og sætte flueben ved “Gennemsigtig baggrund” (dette kræver dog en betalingsversion af Canva).
Magisk viskelæder: Har du et forstyrrende element i baggrunden? Fx en ledning der ser sjusket ud? Brug Magisk viskelæder ved at markere det element du vil fjerne – og voila, elementet er væk. Der er dog plads til finjustering og forbedring i Canvas værktøj, da der nogle gange skal et par ture med viskelæderet til, hvis du vil fjerne en hel person. Magisk viskelæder er derimod velegnet til at skjule et mindre element.
Magisk udvidelse: Glemte du at træde et ekstra skridt tilbage, da du tog billedet? Eller kunne du bare godt tænke dig, at billedet lige var lidt højere eller bredere? Med Magisk udvidelse udvider Canva dit billede vha, AI-teknologi til at skabe mere t½il dit billede i forlængelse af det eksisterende.
Magisk redigering: Nu bliver det rigtig sjovt. Canva har en funktion til at tilføje elementer til dit design ved hjælp af AI. Det kan både være, hvis du vil erstatte et eksisterende element med et nyt, fx erstatte en flaske vin med en øl i en gavekurv, eller tilføje et nyt element i dit billede såsom en lime eller blomst. Her er der igen plads til optimering, men værktøjet kan som nævnt sagtens bruges til de små justeringer og tilføjelser. Canvas AI har generelt lidt svært ved at skabe personer og dyr.
Magisk hentning: Med magisk hentning kan du adskille motivet fra billedet. Du kan altså “hente” elementer og fjerne eller omplacere dem i billedet.
Hent tekst: Ligesom Magisk hentning kan du med “Hent tekst” adskille teksten fra billedet. Så hvis du har taget et billede af et motiv med tekst på, så kan Canva trække teksten ud af billedet, så du kan omskrive og omplacere teksten. Canva vil forsøge at finde en skrifttype, som minder mest muligt om den hentede tekst.
Få mere ud af Canva
Vil du prøve kræfter med AI-funktionerne? På et Canva kursus får du praktisk erfaring med de forskellige funktioner i Canva. Du får tips til at effektivisere dit arbejde i Canva og bliver ferm i at skabe designs til en bred vifte af formater og formål.
Rigtig god fornøjelse med dine Canva designs og den kreative leg med Canva AI!