Hvordan bruger man Photoshop - Kursusfabrikken.dk

Hvordan bruger man Photoshop?

Skal du lave visuelt materiale til web eller tryksager? Vil du udarbejde billedmateriale i høj kvalitet? Så er Adobe Photoshop et essentielt program at bruge. I denne begynderguide til Photoshop introducerer vi programmets opbygning og nogle af de mest anvendte redskaber. Vi håber, at du kan bruge guiden til at komme godt fra start med Adobe Photoshop.

Adobe Photoshop er oprindeligt udviklet til billedbehandling i den grafiske industri. Der er dog sket meget siden Photoshops første udgave, og i dag bruges programmet blandt andet til grafisk design, behandling af materiale til markedsføring, salg, tryksager og meget mere.

Med Photoshop er det muligt at producere visuelt indhold, der opfylder alle kriterier for hurtig visning i høj kvalitet på nettet. Så det er bare med at komme i gang! Med korrekt brug af Photoshop kan du bruge programmet i mange forskellige sammenhænge og til at udarbejde forskellige typer af grafisk materiale.

Hos Kursusfabrikken har vi også udviklet en miniguide til Photoshop, som du kan hente med det samme. Find guiden her!

Photoshop miniguide - Kursusfabrikken.dk

 

Opbygning af programmet

Inden vi går i gang med at oprette et nyt projekt i Photoshop, er det vigtigt at have kendskab til programmets opbygning. Herunder har vi forsøgt at give et kort indblik i, hvor du kan finde de forskellige paneler og værktøjer i brugerfladen.

Photoshop rundtur

Arbejd i lag med Photoshop

En af de grundfunktioner, som gør Photoshop særlig godt, er muligheden for at arbejde i lag. Det er også her, Photoshop adskiller sig fra både InDesign og Illustrator.

Dit arbejde i Photoshop starter typisk med et tomt ”lærred”, som kaldes et lag. Herefter har du mulighed for at tilføje og redigere lag til dit projekt. Det gør det nemt og effektivt at redigere billeder og grafik. Nedenfor ses et billede, hvor der først er lagt et lag på med Kursusfabrikkens logo og derefter et lag med tekst.

lag

Når du ønsker at tilføje et lag til dit projekt, trykker du enten på symbolet ”Create a new layer” nederst i din lagoversigt. Dette vil tilføje et nyt lag, som du kan indsætte et billede eller tekst på. En anden mulighed er at tilføje et billedejusteringslag ved at trykke på symbolet ”Create new fill or adjustmentlayer”. Dette vil tilføje et lag, som kan justere lys/kontrast, farvebalance, skygge, farvetoner og meget mere. Vær opmærksom på, at et billedjusteringslag vil påvirke alle synlige lag, som ligger under.

Brug forskellig opløsning til web og tryk

En anden meget vigtig funktion er opløsning. Inden du starter et nyt projekt, er det vigtigt at tænke over, hvor det færdige produkt skal ”udgives”. Et billede til tryk med for lav opløsning vil se pixeleret og uprofessionelt ud, mens et billede til web med for høj opløsning vil tage for lang tid at loade og kan belaste hjemmesiden.

For at kunne vurdere, hvor høj opløsningen i dit projekt skal være, måles der antal pixels i højden og bredden. Dette udgør opløsningen, eller PPI (pixels per inch).

Vores anbefalinger er ca.:

Tryk: 300 PPI

Avis: 170 PPI

Skærm: 72 PPI

Introduktion til værktøjslinjen

Værktøjslinjen, som ligger til venstre i skærmbilledet, når Photoshop åbnes, tilbyder et hav af redskaber til at redigere og behandle projekter. Hvert ikon er et nyt redskab. De små pile, som er placeret i nederste højre hjørne af ikonet, betyder, at der ved et højreklik gemmer sig flere variationer af det pågældende redskab.

Listen over essentielle redskaber er lang, men det er vigtigt at pointere, at man sjældent bruger alle redskaber til et projekt. Til et begynderprojekt bruger man typisk mellem 5 og 10 redskaber.

Brush tool

Et af de mest anvendte redskaber i Photoshop er Brush Tool. Først og fremmest bruges Brush Tool til at ”male” på dine lag med forskellige farver. Du kan ændre størrelsen og gennemsigtigheden af din brush ved at højreklikke på dit arbejdsfelt, mens Brush Tool er valgt.

Det vil åbne en boks som denne.

brush03

  • Size bestemmer størrelsen på din brush i pixels. Du kan enten trække i skyderen for at ændre eller indtaste din ønskede størrelse i feltet.
  • Hardness bestemmer, hvor hårdt din brush skal male. Jo lavere procentdel, desto mere gennemsigtigt maler din brush.
  • I boksen har du videre mulighed for at ændre din brushs type. Hvis du vælger en anden type brush, vil du male anderledes på dit lag end ved den brush, du havde før. Du vælger dine brushtyper under feltet, hvor du bestemmer størrelse og hårdhed. Ved at trykke på den lille møtrik i øverste højre hjørne får du mulighed for at vælge et andet ”Brush Preset”. Det betyder, at samtlige brushes i brushfelt under Size og Hardness bliver udskiftet til nogle andre typer af brushes. Det åbner op for et hav af muligheder, når man ønsker at gøre sit projekt mere personligt.

Den første billedbehandling: Et eksempel

Som du forhåbentlig allerede har opdaget, kan Photoshop bruges til mere – og andet – end billedbehandling. Men vi kommer ikke uden om, at en af Photoshops helt store styrker netop er redigering og behandling af billeder.

Nedenfor tager vi udgangspunkt i et billede, som vi ønsker at behandle i dets originale proportioner.

Alt afhængigt af, hvor dit billede skal udgives, kan du rette opløsningen og størrelsen ved at tykke på ”Image” i menuen og derefter ”Image Size”.

Billedet vi arbejder med skal bruges til print, og det skal passe i en fotoramme, der er 25 cm. x 12,5 cm. Vi indtaster derfor 25 i ”Width”, hvorefter Photoshop proportionelt skalerer billedet, så bredden bliver 25 cm. og højden bliver 12,5 cm.

 

Image Size + pingvin

Herefter er der forskellige muligheder:

  • Først og fremmest kan du bruge Crop Tool, hvor du let og hurtigt kan rotere og beskære billedet.
  • Lys og skygge kan justeres manuelt ved at trykke på ”Layer” → ”New Adjustment Layer” → ”Levels” og derefter på OK.
  • Du kan gøre billedet skarpere ved at trykke på ”Filter” → ”Sharpen” → ”Unsharpen mask”, hvorefter der åbnes en boks med tre justeringsskydere.

Sharpen

 

Amount: Justerer hvor lyse de lyse pixels bliver, og hvor mørke de mørke pixels bliver.

Radius: Har betydning for, hvor stort et areal du ønsker at gøre skarpere.En høj radius betyder, at et større areal pixels vil blive gjort skarpere.

Treshold: Har indflydelse på, hvor meget kontrast der må være mellem to farver, før de bliver skarpere.

Fritlægning i Photoshop

I Photoshop har du mange muligheder for at arbejde med fritlægning ved f.eks. at fjerne en baggrund eller udvalgte elementer på et billede.

Fritlægning - Kursusfabrikken.dk

Du kan arbejde med fritlægning i mere eller mindre avanceret grad. En af de mest præcise metoder er at gøre brug af fritlægning med masker. Vi har tidligere skrevet en guide til fritlægning med masker, som du kan finde her.

God fornøjelse med Adobe Photoshop

Der er rigtig mange muligheder for redigering i Photoshop. I denne guide har vi kun fremhævet en brøkdel af alle de muligheder, programmet giver i forhold til udarbejdelse af grafisk materiale.

Hvis du gerne vil have et solidt grundlag for at arbejde med grafisk materiale i din virksomhed, så udbyder vi et grundkursus i Photoshop. Vi har også et Photoshop kursus for øvede, hvis du allerede er godt i gang med programmet.

P.s. Husk også vores miniguide til Photoshop. Klik på billedet for at hente guiden.

Photoshop miniguide - Kursusfabrikken.dk