Copilot Basic og Copilot Premium kan på overfladen ligne to udgaver af det samme værktøj. I praksis er forskellen langt større. Og mange ved måske sågar ikke, hvilken licens de har.
Med Basic får medarbejderen adgang til en sikker AI-chat og få udvalgte Copilot-funktioner. Med Premium bliver Copilot i højere grad koblet sammen med medarbejderens arbejdsdag, diverse Microsoft 365-programmer og virksomhedens data.
Det er derfor vigtigt, at medarbejderne har fået en licens til Copilot, som faktisk kan hjælpe med de konkrete arbejdsopgaver, den ansatte forventes at udføre. Ellers bliver det ikke særlig smart at have adgang til AI.
Forskellen på Copilot Basic og Copilot Premium
Her bruger vi Basic som den enkle betegnelse for virksomhedens Copilot-adgang uden den fulde Microsoft 365 Copilot-licens. Premium bruger vi om den fulde Copilot-oplevelse med adgang til funktioner, der for alvor binder AI sammen med Microsoft 365. Du vil kunne se, om du anvender en Basic- eller Premium-licens, nederst i venstre hjørne af Copilot på copilot.microsoft.com.
| Funktion | Copilot Basic | Copilot Premium |
|---|---|---|
| Sikker AI-chat |
✅ Enterprise Data Protection
Godkendt AI-chat med virksomhedens Microsoft-konto. Et godt fundament til at mindske Shadow AI. |
✅ Enterprise Data Protection
Samme sikkerhed, men med langt bedre adgang til arbejdsdata og Microsoft 365. |
| Web og vedhæftede filer |
⚠️ Manuel arbejdsgang
Medarbejderen skal typisk selv finde, vælge og tilføje materialet. |
✅ Integreret arbejdskontekst
Kan kombinere filer og webindhold med medarbejderens øvrige arbejdskontekst. |
| Researcher og Analyst | ❌ Ikke inkluderet |
✅ Ja
Specialiserede AI-funktioner til mere omfattende research og analyse. |
| Work IQ |
❌ Nej
Mangler den intelligente forståelse på tværs af mails, filer, møder, personer og projekter. |
✅ Ja
Forbinder arbejdsdata og kontekst, så Copilot bedre forstår, hvad medarbejderen arbejder med. |
| Lite-agenter |
❌⚠️ Meget begrænset
Produktet er kraftigt beskåret. Adgang til filer, virksomhedsdata og flere nyttige funktioner kan mangle eller kræve ekstra betaling. |
✅ Copilot-agenter
Kan kobles tættere til organisationens viden, filer og medarbejderens arbejdskontekst. |
| Ægte AI-agenter med Copilot Studio |
❌ Ikke inkluderet
Kræver særskilt opsætning og betaling. Basic giver ikke adgang til de egentlige agentiske løsninger. |
⚠️ Copilot Studio
Kan bygge mere avancerede agenter med handlinger, integrationer og processer. Forbrug kan afregnes med Copilot Credits. |
| Copilot Cowork | ❌ Ikke inkluderet |
⚠️ Ekstra forbrug
Kræver den fulde Microsoft 365 Copilot-adgang og bruger desuden Copilot Credits. |
| Agentiske arbejdsgange og automatisering |
❌ Ikke inkluderet
Selvstændige workflows og automatisering ligger uden for Basic og kræver betaling, hvis de åbnes via eksempelvis Copilot Studio. |
⚠️ Delvist inkluderet
Premium giver et bedre fundament, men selvkørende workflows og avanceret automatik kan stadig kræve Copilot Studio og Copilot Credits. |
| Word, Excel og PowerPoint |
❌ Typisk ikke inkluderet
Enkelte organisationer kan have begrænsede funktioner via andre licenser, men den fulde Copilot-integration er som udgangspunkt ikke en del af Basic. |
✅ Fuld Copilot-integration
Copilot arbejder direkte i programmerne og bliver en reel del af den daglige arbejdsproces. |
| Outlook |
⚠️ Begrænset
Medarbejderen skal ofte selv finde indhold og kopiere information mellem Outlook og chatten. |
✅ Integreret
Kan arbejde direkte med mails, kalender, møder og relateret arbejdskontekst. |
| SharePoint og virksomhedsdata |
❌ Ingen intelligent AI-søgning på tværs
Medarbejderen kan selv søge efter filer, men Copilot Basic finder ikke automatisk det relevante materiale på tværs af organisationens data. |
✅ AI på tværs af arbejdsdata
Kan finde og anvende relevant materiale fra blandt andet SharePoint inden for medarbejderens eksisterende rettigheder. |
| Copilot i Teams |
❌ Ikke den fulde Copilot-oplevelse
Teams kan stadig have optagelse og transskription, men Basic giver ikke den fulde AI-assistent til møder, diskussioner og opfølgning. |
✅ Copilot i Teams
Kan hjælpe med møder, diskussioner, beslutninger, spørgsmål og opfølgning. |
Tabel opdateret d. 1. oktober 2026.
Den konkrete adgang afhænger desuden af virksomhedens Microsoft 365-plan, administratorindstillinger og Microsofts løbende udrulning af funktioner.
Tabellen viser altid den vigtigste forskel: Basic giver adgang til AI. Premium gør AI til en del af arbejdet.
Integrationer og Work IQ for Copilot Premium
Den største forskel mellem Basic og Premium handler ikke om, hvor god Copilot er til at skrive en tekst. Den handler om, hvor meget AI kan udrette.
Med en almindelig AI-chat skal medarbejderen typisk selv finde informationen. Dokumentet skal findes, mailen skal kopieres, regnearket skal åbnes, og det relevante materiale skal udpeges. AI kan sagtens hjælpe, når den først har fået materialet, men medarbejderen står for en (ligegyldig) stor del af forarbejdet.
Det ændrer sig, når Copilot bliver integreret i Microsoft 365 og får adgang til Work IQ. Her kan Copilot i højere grad forstå det, medarbejderen arbejder med. Det kan være mails i Outlook, dokumenter i SharePoint, kalenderaftaler, Teams-møder, præsentationer, regneark og de personer, medarbejderen samarbejder med.
Forskellen kan illustreres med to prompts.
Den enkle version er: Opsummer det dokument, jeg har vedhæftet.
Den integrerede version er: Forbered mig på mødet med kunden. Find den seneste præsentation, se vores seneste korrespondance, og fortæl mig, hvilke spørgsmål vi stadig mangler at få afklaret.
I det første eksempel fungerer Copilot som en chatbot. I det andet eksempel begynder Copilot at fungere som en arbejdsassistent.
Det er endvidere derfor, at integrationerne i Outlook, Word, Excel, PowerPoint, SharePoint og Teams betyder så meget. Hvis medarbejderen konstant skal kopiere information ud af programmerne og over i en separat chat, mister man en stor del af Microsofts egentlige fordel.
Work IQ betyder ikke, at Copilot får fri adgang til hele organisationen. Medarbejderens eksisterende rettigheder gælder. Hvis medarbejderen ikke har adgang til et dokument eller et bestemt SharePoint-område, skal Copilot heller ikke kunne bruge oplysningerne derfra. Det betyder, at virksomheder bør få styr på deres adgangsstruktur. AI gør det lettere at finde og arbejde med information, men dårlige rettigheder bliver ikke bedre af AI.
Ikke alle AI-agenter er ægte agenter i Copilot
Microsoft misbruger ordet agent i forskellige løsninger. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad man faktisk får.
I den almindelige Copilot-oplevelse kan man arbejde med specialiserede agenter, som er sat op til bestemte opgaver. Vi kalder dem her Lite-agenter, fordi de først og fremmest fungerer som specialiserede AI-assistenter.
En Lite-agent kan eksempelvis kende virksomhedens tone of voice, hjælpe med spørgsmål om personalehåndbogen, støtte onboarding eller være specialiseret i en bestemt type arbejdsopgave. Det kan være rigtig nyttigt, fordi medarbejderen ikke behøver forklare de samme regler, kilder og instruktioner hver gang.
Men især med en Basic-adgang bliver agentoplevelsen hurtigt begrænset. Når adgang til arbejdsdata, filer og de mere avancerede funktioner er skåret væk eller kræver yderligere opsætning, er resultatet ofte tættere på en specialiseret chatbot end på en selvstændig AI-agent.
Det er ikke nødvendigvis dårligt. En god specialiseret chat kan spare medarbejderen for meget tid. Problemet opstår, hvis organisationen tror, at den dermed har implementeret egentlige AI-agenter.
De mere avancerede muligheder ligger blandt andet i Copilot Studio. Her kan man bygge løsninger, der arbejder med handlinger, integrationer, systemer og egentlige processer. En agent kan eksempelvis automatisk hente oplysninger fra flere datakilder, udføre handlinger og bevæge sig gennem flere trin i en arbejdsgang.
Forskellen bliver tydelig med onboarding.
En Lite-agent kan svare på spørgsmålet: Lav et udkast til en kontrakt for ABC ApS ud fra tidligere kontrakter.
En mere avanceret agentisk løsning kan være en del af en proces, hvor en ny medarbejder registreres, relevante opgaver automatisk starter agenten, systemer bliver opdateret, og handlinger bliver automatisk udført.
Premium betyder ikke, at alt er inkluderet
En Premium Copilot-licens åbner flere muligheder med Copilot, men den betyder ikke, at Microsofts samlede AI-univers pludselig er inkluderet uden yderligere omkostninger.
Det gælder især, når man bevæger sig fra AI-assistance til agentisk arbejde.
Copilot Cowork er et godt eksempel. Her bevæger Copilot sig længere væk fra den traditionelle chat og tættere på en arbejdsflade, hvor AI kan gennemføre mere omfattende opgaver. Samtidig kommer Copilot Credits og forbrugsbetaling ind i billedet.
Det samme gælder Copilot Studio og mere avancerede automatiseringer. Hvis en AI-agent selv skal reagere på hændelser, arbejde gennem flere trin eller udføre automatiserede processer, kan der være yderligere forbrug og opsætning ud over den almindelige Copilot-licens.
Det er derfor nyttigt at skelne mellem tre niveauer af AI i organisationen.
En AI-chat svarer på medarbejderens spørgsmål.
En AI-assistent har adgang til mere kontekst, viden og de værktøjer, medarbejderen arbejder med.
En agentisk AI-løsning kan udføre flere trin, arbejde med systemer og i nogle opsætninger reagere på hændelser, uden at medarbejderen manuelt starter hvert enkelt trin.
Basic er først og fremmest stærk på det første niveau. Premium giver langt bedre adgang til det andet niveau. Skal organisationen for alvor arbejde med det tredje niveau, kommer der ofte yderligere teknologi, opsætning og forbrug ovenpå.
Det er en vigtig forskel, fordi man ellers let ender med at købe én licens og tro, at man dermed har adgang til hele Microsofts AI-platform.

Basic er en god start: en sikker AI-chat
Copilot Basic er et godt første skridt på organisationens AI-rejse. Licensen giver medarbejderne en godkendt og sikker AI-chat, og det løser et reelt problem: Shadow AI.
Uden et godkendt alternativ finder medarbejderne selv en løsning. Den private ChatGPT-konto bliver brugt til at omskrive en kundemail eller analysere et internt dokument. Intentionen er god, men virksomheden mister kontrollen over, hvor oplysningerne behandles, og hvilke vilkår og aftaler der gælder.
Et forbud løser sjældent problemet. Medarbejdere, der har oplevet, hvad AI kan, finder en vej udenom. Giv dem i stedet et sikkert, godkendt værktøj og tydelige rammer. Det gælder, uanset om valget falder på Copilot, ChatGPT, Claude eller et andet professionelt AI-system. Aftalerne skal være på plads, herunder en DPA (Data Processing Agreement), når leverandøren behandler personoplysninger, og virksomheden skal fastlægge, hvilke oplysninger og værktøjer medarbejderne må bruge.
Konklusionen er klar: Basic er det rigtige sted at starte. Men en sikker AI-chat er ikke det samme som at arbejde professionelt med AI.
Premium er kravet, hvis AI skal skabe resultater
Med Basic får medarbejderne en chat. De får ikke de funktioner, der gør Copilot virkelig nyttigt i hverdagen: en AI, der arbejder direkte med deres mails, møder, dokumenter, Excel-ark, SharePoint og organisationens øvrige viden. Det kræver Premium.
Uden Premium skal medarbejderen selv kopiere indhold ind og ud af chatten. Det er netop den friktion, der får AI til at forblive et sideprojekt i stedet for en naturlig del af arbejdet.
Basic er en god start. Premium er et krav, hvis medarbejderne skal arbejde professionelt med AI og skabe resultater i hverdagen uden friktion.
Og prisen er lav set i forhold til værdien. Premium koster cirka 30 $ om måneden pr. medarbejder. Sparer licensen blot en enkelt time om måneden, har den nærmest allerede tjent sig selv hjem. Det giver ingen mening at spare på licensen, hvis den løfter både effektivitet og kvalitet.
Licens er ikke lig anvendelse. Premium skaber ikke værdi af sig selv. Medarbejderen skal forstå mulighederne, kende begrænsningerne og lære at omsætte funktionerne til konkrete arbejdsopgaver. På vores Copilot-kurser arbejder vi med de programmer, data og arbejdsgange, hvor Copilot skaber reel værdi, inden for klare og sikre rammer.
Start med Basic for at skabe en sikker ramme. Gå til Premium, når AI skal være en del af det daglige arbejde. Og invester i kompetencerne, så licensen rent faktisk bliver brugt.