AI er blevet en fast del af flere og flere virksomheders arbejdsgange. AI kan spare tid, skabe overblik og skabe fantastiske resultater, hvis det anvendes korrekt.
To af de mest populære AI løsninger, er ChatGPT fra OpenAI og Google Gemini. Begge værktøjer er stærke og meget anvendelige i en professionel kontekst.
De kan skrive, opsummere, analysere og give dig idéer på få sekunder. Forskellen mellem værktøjerne handler i dag sjældent om, hvad der teknisk er bedst, men om hvordan du arbejder, hvilke programmer du bruger til daglig, og hvor meget du har brug for, at AI’en kan følge med i dine dokumenter og dit materiale.
Hvad er ChatGPT og Gemini?
ChatGPT og Gemini er AI assistenter, bygget primært til chatbaserede samtaler. Du skriver en besked, og AI svarer. Det kan være med tekst, billeder og filer, efter behov.
Det smarte er ikke kun, at du får et svar, men at du kan arbejde videre med AI’en om svaret. Du kan bede om en anden tone, få nye forslag, få teksten kortere, mv.. Og vigtigst, fremfor at prikke en kollega på skulderen for feedback, har du en assistent der altid forstår dig og kan interagere. Det kan hæve kvaliteten af dit arbejde, før det deles med andre.
Når man bruger AI rigtigt, bliver det en sparringspartner og personlig assistent. Den kan hjælpe dig med at komme bedre i mål, og få mere ud af din tid.

AI i praksis, valg af værktøj
Når snakken falder på ChatGPT og Gemini, kan det hurtigt komme til at lyde som om, du skal vælge mellem to helt forskellige verdener. I virkeligheden er de to værktøjer bygget til det samme grundformål, nemlig at hjælpe dig med at arbejde hurtigere med viden og tekst, og i praksis kan Gemini grundlæggende det samme som ChatGPT. Valget er sjældent en hård duel, for begge er rigtig gode, og begge kan skabe stærke resultater, hvis du bruger dem rigtigt. Og hvis din chef allerede har valgt hvilken udbyder din organisation skal anvende, er du i gode hænder med begge værktøjer.
Forskellen handler mere om position, kultur og økosystem. ChatGPT var først! De har en enorm brugerbase og en kultur, hvor mange af brugerne ser systemet som den ægte og originale udbyder, samt det mest frie valg, hvor man ikke låses til et helt økosystem (endnu).
Gemini er en del af Google. Det er et valg, der giver ekstra værdi, hvis din hverdag allerede foregår i Googles programmer. Hvis du vil have AI integreret direkte i mail, dokumenter og drev, i stedet for at kopiere og flytte rundt på ting manuelt, er Gemini det rette valg.
Det er også værd kort at nævne Microsoft Copilot, som er Microsofts AI løsning. Copilot bygger primært på OpenAI modeller, men leveres i en tilpasset version i Microsofts økosystem. På grund af disse tilpasninger betragtes Copilot sjældent som den stærkeste AI løsning i sig selv, men integrationen i Microsofts programmer gør den relevant for mange organisationer.
Valget mellem ChatGPT, Gemini og Copilot handler ofte mindre om “bedst”, og mere om hvilket økosystem du arbejder i, og hvor du får den mest gnidningsfrie hverdag. AI er bedst, når du bruger den som en aktiv sparringspartner, der forstår og assisterer dig i dine opgaver.
AI kan lave fejl
AI kan lave fejl, også når svaret lyder selvsikkert. Den kan misforstå kontekst, forveksle detaljer, eller bygge et svar på kilder, der ikke er stærke nok. Derfor er tommelfingerreglen stadig enkel, jo vigtigere dit resultat er, jo mere skal du selv efterse det.
Det gælder især fagområder, hvor små unøjagtigheder kan få store konsekvenser, for eksempel tal, beregninger, love, regler og citater. Her bør du altid dobbelttjekke de vigtigste detaljer, og hvis noget skal bruges eksternt, så verificér det, som du ville gøre med enhver anden kilde.
EU stiller samtidig krav om menneskelig involvering i mange sammenhænge, det man ofte kalder humans in the loop. I praksis betyder det, at AI kan være en stærk assistent, men at et menneske skal vurdere, godkende og tage ansvaret, især når output bruges i beslutninger, kommunikation eller processer, der påvirker mennesker.
Både ChatGPT og Gemini bliver løbende opdateret, og for hver opdatering falder risikoen typisk, fordi modellerne bliver bedre til at håndtere kompleksitet og nuancer. Risikoen forsvinder dog aldrig helt, så arbejd altid med de bedste og nyeste AI modeller, der er tilgængelige i systemerne, især når opgaven bliver mere kompleks.
GEMs vs. GPT’er
I begge systemer er det muligt at bygge tilpassede versioner, som bedre forstår dig og dine arbejdsopgaver. De tilpassede versioner kaldes GPT’er i ChatGPT og GEMs / Gem-bots i Gemini. GPT’er og GEMs er i princippet det samme.
Det er måder at specialisere AI’en, så den bedre kan assistere dig. Den trænes til en bestemt rolle, en specifik tone og en fokuseret måde at arbejde på, så du ikke skal starte forfra hver gang. Det bliver kort sagt din personlige AI.
De tilpassede versioner kan anvendes til langt mere, end mange tror. For eksempel en rapportassistent, der læser tidligere rapporter og med få stikord kan lave et nyt. En produkttekstgenerator, der kan skrive nye produkttekster ud fra simpel produktdata og billeder. En HR assistent, en AI mentor, personlige mailskribenter, trænet på tidligere beskeder, og meget meget mere.
Du træner AI’en, så den fremadrettet kan løse opgaverne som dig. Ja, nu bliver AI smart.
Fordelene ved en GEM-bot
En Gem bot er en tilpasset assistent i Gemini. Det, der gør GEMs interessante, er den tætte integration med Googles programmer, og muligheden for at synkronisere med mapper i Google Drive.
Når du bygger en Gem bot korrekt, kan du henvise til mapper i Google Drive, som dit vidensgrundlag. Det betyder, at GEM-botten arbejder ud fra de filer, du allerede bruger i hverdagen. Når du opdaterer dokumenter eller uploader nyt materiale i mapperne, kan botten automatisk synkronisere og følge med.
Det er den automatiske opdatering, der gør forskellen, fordi du ikke skal huske at opdatere din GEM-bot manuelt, hver gang noget ændrer sig.
Hvis du vil have den fulde gevinst, kræver det en god mappestruktur. Hvis du har rod, gamle versioner, dubletter og tilfældige dokumenter liggende, bliver dine resultater mere rodet. Har du derimod en klar struktur, og et materiale du løbende vedligeholder, bliver GEM-botten din nye bedste ven, fordi den altid forstår dig og arbejder med det nyeste indhold.
Er GPT’er lige så gode?
GPT’er har en faldgrube, selvom de grundlæggende er lige så gode som Gem bots. Viden og dokumenter skal typisk opdateres manuelt. Det betyder, at du selv skal huske at give GPT’en nye versioner af dine dokumenter, hvis den skal blive klogere over tid.
GPT’er fungerer altså som en Gem bot i måden, du bruger dem på, og de er virkelig smarte. Forskellen er bare, at de endnu ikke kan holde dine filer automatisk opdaterede, når du ændrer noget i dokumenterne. Derfor skal du manuelt uploade nye filer eller opdateret materiale til GPT’en.
Hvis du kan leve med få minutter ekstra arbejde, skal du ikke være nervøs. Og måske du faktisk sjældent har behov for at ændre i dine vidensfiler, når alt kommer til stykket. Værdien er stadig enorm.

Gratis vs. betalte versioner og datasikkerhed.
Både ChatGPT og Gemini findes i en gratis version og i betalte versioner. Det kan være fristende at starte gratis, og til privat brug kan det også være helt fint, især hvis du vil teste mulighederne, skrive en tekst til en invitation, få hjælp til at formulere en besked, eller forstå et emne, du er nysgerrig på.
Men i professionelt regi er konklusionen enkel. Brug ikke en gratis version.
Som virksomhed kan du ikke nøjes med gratis versioner. Kun betalte versioner, med rette opsætning, kan overholde kravene til datasikkerhed og GDPR. Systemerne er opsat, så du er produktet på de gratis versioner. Den trænes på din data, og intet er forsvarligt, set i professionel kontekst. Kreditkortet skal altså op af lommen, for at lave de korrekte indstillinger og sikre dataen som uploades til systemet. Det er arbejdsgivers pligt jf. AI-act, at sikre dette på vegne af alle medarbejdere som anvender AI.
Når noget er gratis, er du produktet. Gratis versioner er tilladte i privaten, men på en arbejdsplads udgør de en væsentlig risiko, som virksomheden stilles økonomisk ansvarlig for ved mislighold.
De betalte versioner er til gengæld også der, hvor du typisk får mest værdi. Du får bedre AI-modeller, flere funktioner, mere stabil adgang og vigtigst af alt, bedre muligheder for at bruge værktøjerne på en måde, der passer til en professionel virkelighed, hvor du skal arbejde med kvalitet i dine opgaver og sikre forsvarlig håndtering af data.
Hvad skal vi vælge af værktøj?
ChatGPT og Gemini er fantastiske værktøjer, der kan skabe mærkbar værdi, når de anvendes korrekt. Den vigtigste skelnen handler sjældent om, hvem der er bedst, men om hvordan du arbejder, hvilke programmer du allerede bruger, og om du har brug for den frie spiller, eller en assistent der sidder tæt på et bestemt økosystem.
Start med at kigge på din hverdag. Arbejder du dybt i Googles programmer, og vil du have AI tæt på mail og drev, giver Gemini ofte mere mening. Men hvis du blot søger er stærkt AI værktøj, er valgt mellem de to mere frit.
Du kan starte med at teste AI privat i en gratis version, men du bør holde gratis versioner helt ud af dit arbejde. De gratis udgaver af AI overholder ikke GDPR og krav til datasikkerhed, hvilket betyder at du risikerer bøder og problemer, som er langt dyrere end et abonnement.
Skal AI bruges professionelt, er betalte konti og korrekte indstillinger vejen frem. Det er her, du får de bedste funktioner, den bedste kvalitet, og muligheden for at arbejde ansvarligt med data.