facebook1pximg
Kursusfabrikkens logo
Kontakt
Kursusfabrikkens blog

Videomarkedsføring

Videomarkedsføring

Du har formentlig allerede hørt, at video er en af de helt store trends inden for online markedsføring.

Det kan være, at du derfor sidder med overvejelser om selv at kaste dig ud i videomarkedsføring? Men måske er du i tvivl om, hvordan du skal komme i gang?

Hvor skal du starte? Hvad kræver det af udstyr? Er det umagen og tiden værd at lave videomarkedsføring?

Det korte svar er: Ja, det er umagen værd!

Video er et effektivt medie til at nå ud til eksisterende og potentielle kunder.

I dette indlæg introducerer vi dig til markedsføring med video og giver konkrete tips og tricks, så du selv kan komme godt fra start med video markedsføring.

Video på flere enheder
Video virker på alle enheder

Hvorfor fungerer video så godt?

Vores hjerne har meget nemmere ved at fordøje lyd og billeder, end den har ved at læse tekst.

Undersøgelser viser, at vi husker 80 % af det, vi ser, hvor kun 20 % af det, vi læser, bliver lagret i vores hjerne.

Video er lettere at blive fanget af, og det er mere simpelt at fordøje og forholde sig til – og netop derfor virker video så godt som kommunikationsform.

Med video kan du med få midler skabe et miljø og en stemning omkring din ydelse eller dit produkt, der kan skabe stor værdi for din virksomhed.

På de sociale medier spiller video en voksende rolle.

Videoindhold skiller sig ud i din modtagers newsfeed og skaber blikfang. Dette er helt essentielt, da det i forvejen er spækket med opdateringer, annoncer og ”larm”, der gør, at konkurrencen om dine modtageres opmærksomhed er benhård.

Derfor er det vigtigt, at du lynhurtigt får fanget og fastholdt din målgruppes opmærksomhed – og det er her, video virkelig kan noget!

Videomarkedsføring kursusfabrikken
Hurtige tips om video

Videomarkedsføring bliver et stadigt vigtigere annonceringsmedie på eksempelvis Facebook.

Facebooks algoritme prioriterer videoindhold højere end billede og tekst, og du har dermed større chance for at nå bredere ud og blive vist hos dine (potentielle) kunder, når du markedsfører dig gennem video.

Videomarkedsføring er ikke blot én ting

Når det handler om videomarkedsføring, er det vigtigt at overveje, hvordan du bedst præsenterer dine produkter eller ydelser.

Hvad der virker for en virksomhed, er ikke nødvendigvis den rigtige løsning for en anden.

Derfor giver vi nu en række konkrete eksempler på videomarkedsføring.

Produktvideo

Du kan f.eks. udarbejde en video, der har produktet i fokus. Her kan du præsentere dit produkt, sætte en stemning og vise det frem fra forskellige vinkler.

Denne type video er ofte brugt i webshops. Det kan f.eks. være en video, hvor forbrugerne vil kunne se en model iført det tøj, de overvejer at købe. I stedet for blot at se ”flade” billeder af produktet, har forbrugerne altså mulighed for at se produktet i brug/bevægelse.

Videomarkedsføring Kursusfabrikken
Produktvideo

Instruktionsvideo

Lidt i forlængelse af ovenstående følger instruktionsvideoer, der også har produktet i fokus. Men her er der mere fokus på efterkøbsoplevelsen. Med instruktionsvideoer kan virksomheder hjælpe forbrugerne med f.eks. at samle, bygge og klargøre produkterne til brug.

Et eksempel på dette kan findes fra møbelhuset, Boboonline, hvor forbrugerne kan få hjælp til at sætte deres nyindkøbte ben på madrassen.

Med brugbare instruktionsvideoer kan du vise dine kunder, at du også interesserer dig for dem, efter de har handlet i butikken.

Instruktionsvideo
Instruktionsvideo

Virksomhedspræsentation

I stedet for at sætte et enkelt produkt i fokus, kan du også vælge at præsentere hele virksomheden i en video.

En virksomhedspræsentation kan give interesserede mulighed for at dykke ned i jeres virksomhed, miljøet og medarbejderne.

Hvis du vælger at kaste dig over denne type videomarkedsføring, er det vigtigt, at du har dine kunder i fokus. Du skal hele tiden tænke på at give den information, der faktisk har værdi for dine modtagere – i stedet for, hvad du selv synes er spændende at fortælle.

virksomhed
Virksomhedspræsentation

Interview

Et af de meget udbredte videoformater til videomarkedsføring er interviews. Her ses typisk en repræsentant fra virksomheden, der fortæller om produkter, services eller virksomheden.

Interviews kan ofte krydres med dækbilleder, produkt- eller virksomhedsbilleder, så videoen ikke bliver for tung i længden.

Interview
Simpelt Interview

Stemningsvideo

Sælger du en ydelse eller et produkt, der efterlader modtageren i en bestemt stemning eller skaber en oplevelse? Så kan det være en god idé at lave en stemningsvideo, hvor du lader dækbilleder sælge for dig.

Det kan f.eks. være, hvis du skal sælge billetter til en festival.

festival
Simpel stemningsvideo

Kunderne fortæller

Der er også flere virksomheder, der søger hjælp hos deres kunder, når de skal sælge deres produkter og services.

I stedet for selv at tale om produkterne, giver de kunderne taletid. Kunderne kan hjælpe til at øge troværdigheden og gøre det nemmere for nye, potentielle kunder at se værdien i produktet – og at spejle sig i de personer, der allerede har købt det.

Kunde
Kunderne fortæller

Animationsvideo

Det kan også være, at du har kompetencerne til at kunne udarbejde en animationsvideo. Alt afhængig af platform og formål kan en animationsvideo være en anderledes måde at kommunikere på.

Det er dog vigtigt at have med i overvejelserne, at billeder af ’rigtige mennesker’ ofte vil skabe mere blikfang og opmærksom i et nyhedsfeed på de sociale medier.

Derfor skal du vælge dit videoformat med omtanke.

animation
Animationsvideo

Brug for mere inspiration?

Har du brug for mere inspiration? Kig forbi YouTube, virksomhedssider, eller scroll igennem dit nyhedsfeed på de sociale medier. Så vil du med garanti opleve, på hvor mange forskellige måder videomarkedsføring kan gribes an. Og heldigvis for det. Hvis alle gjorde det samme, ville mediet formentlig ikke have den store succes, som vi oplever i dag.

Du kan også få inspiration ved at deltage på Kursusfabrikkens eget videokursus.

Hvordan kommer du i gang med video markedsføring?

Det kan måske virke som et uoverskueligt projekt at gå i gang med videomarkedsføring, hvis du ikke har erfaring med hverken videooptagelser eller videoredigering. Men det behøver slet ikke at være så kompliceret. Der skal få midler til, at du rent faktisk kan skabe værdifuldt materiale til videomarkedsføring.

Det vigtigste er ikke, at du har investeret i det nyeste og dyreste udstyr.

Det vigtigste er, at du har noget på hjerte – noget indhold, der kan skabe reel værdi for dine modtagere.

Nedenfor giver vi 7 konkrete tips til, hvad du skal overveje, når du vil i gang med videomarkedsføring.

Hold det simpelt

Du tror måske, du skal ud og investere i en masse udstyr og finde det helt rigtige setup til dine videooptagelser, for at du kan komme i gang med videomarkedsføring.

Det behøver du ikke!

Projektet kan blive endnu mere uoverskueligt, hvis du først skal sætte dig ind i en masse nyt udstyr, og det er slet ikke nødvendigt.

Du kan nå langt med din smartphone. Det er først og fremmest dit indhold, der skal fange dine modtageres opmærksomhed.

Gør det kort

Når du producerer videoindhold, skal du altid have i baghovedet, hvad formålet med din video er. Er det en informationsvideo, der skal ligge på din hjemmeside eller på din YouTube kanal, vil din modtagere have mere tålmodighed, da de mere bevidst leder efter information og aktivt har søgt efter den.

Dine videoer skal være så korte som muligt, da modtageren lynhurtigt er videre, hvis du ikke formår at fange deres interesse med det samme.

Skær alt det overflødige fra og kom hurtigt frem til dine pointer.

Gem ikke alle dine guldkorn til sidst. For der kan flere af dine modtagere være smuttet for længst.

Lyd

Når vi siger, at du ikke behøver at investere i en masse udstyr for at komme i gang med videomarkedsføring, betyder det ikke, at du helt kan undvære udstyr. Det kan nemlig være en god investering at anskaffe sig en mikrofon, når du skal optage din video.

Når du optager video med dit kamera eller smartphone, vil denne have en indbygget mikrofon, der optager lyd – oftest af svingende kvalitet.

Når du optager lyd med dit kamera, vil der også nemt komme baggrundsstøj med på dine optagelser.

Med en ekstern mikrofon opnår du en bedre lydkvalitet, og det er nemmere at sortere baggrundsstøjen fra.

Og apropos lyd…

Musik og speak kan give den helt rette stemning til dine billeder og videoklip. Men du skal have med i dine overvejelser, at videoindhold som regel bliver vist uden lyd.

Når vi eksempelvis scroller igennem vores feed på de sociale medier, er det oftest, mens vi er på farten, sidder på kontoret eller i andre fællesskaber, hvor vi ikke ønsker at forstyrre.

Derfor er det vigtigt, at du tekster dine videoer eller laver noget grafisk materiale, der kan understøtte de pointer, du fremlægger i videoen. Der må ikke gå informationer tabt, selvom videoen afspilles uden lyd.

Indhold

Når du skal i gang med at producere indhold til din video, skal du fokusere på, hvem din målgruppe er, og hvordan du kan skabe værdi for dem.

En lang salgstale om dit produkt eller din service sælger ikke.

Hvis du har et produkt, du gerne vil sælge, så pak visningen af produktet ind i et hyggeligt miljø og skab en stemning, dine modtagere kan relatere til.

Vis dine kunder nye måder at bruge produktet på – giv dem reel værdi!

Det handler om, at du giver dine modtagere værdifuld viden, som de ikke havde i forvejen. Hvis indholdet er brugbart og værdifuldt, vil det have stor brandingværdi for din virksomhed.

Call to action

Fortæl din modtager, hvor der kan findes mere information.

Når du annoncerer, vil det ofte være muligt at tilføje en call to action knap. Hvis ikke, er det vigtigt, at du selv får gjort din modtager opmærksom på, hvor de kan få uddybende information.

Gør det nemt og konkret ved eksempelvis at vise, hvor de kan klikke for at komme videre. Det vil være ærgerligt at have fastholdt din modtageres opmærksomhed for derefter at miste dem, fordi næste step ikke kommer naturligt.

Indstil dit kamera eller din smartphone korrekt

Når du filmer, så sørg for at få de bedste betingelser for dine optagelser. Indstil dit kamera, eller din smartphone, korrekt efter forholdende.

Er det et interview, hvor du selv kan kontrollere omgivelserne, så overvej baggrunden. Er der forstyrrende elementer? Er der meget larm på stedet?

Du kan selv gøre en del i forhold til lys, farvejustering m.m. i et videoredigeringsprogram. Men sørg for at få så gode betingelserne som muligt, så du har det mest optimale materiale at arbejde videre med.

God fornøjelse med videomarkedsføring

Med disse 7 tips til videomarkedsføring håber vi, at du har fået mod på at kaste dig ud i videomarkedsføring.

Ønsker du at tage dine videoer til næste niveau, afholder Kursusfabrikken kurser i videoredigeringsprogrammet Adobe Premiere Pro. På kurset vil du lære at klippe og redigere video, så du kan producere videomateriale i høj kvalitet og give dine videoer den sidste professionelle finish.

Seneste udgivelser på Kursusfabrikkens blog
Kursusfabrikken ApS