Tag Archive for: Illustrator

Indlæg

Lav et logo

Skal du lave et logo til din virksomhed? Vi har lavet en miniguide med gode råd og overvejelser, du kan gøre dig, inden du kaster dig ud i logodesign.

I miniguiden vil vi bl.a. komme ind på:

  • Forskellige typer af logoer
  • Hvilke overvejelser du skal gøre dig, når du skal lave et logo

Der findes forskellige typer af logoer.

Det kan være logoer, der udelukkende består af skrift. Logoer, der består af et enkelt symbol, samt logoer, der er en kombination af et symbol og skrift.

Herunder kan du se eksempler på alle tre typer af logoer, som du garanteret kan genkende:

Logoet skal ikke sælge eller skaffe flere kunder, men logoets vigtigste opgave er derimod at identificere og skabe genkendelighed af din virksomhed sammen med resten af virksomhedens visuelle identitet.

Det kan være svært at finde et enkelt symbol, der er sigende om en virksomheds historie, værdier og produkt. Men det er heller ikke nødvendigvis et must.

Tag for eksempel Starbucks, der er en af verdens største kæder af kaffebarer.

Starbucks’ logo består af en grøn cirkel med en illustration af en havfrue. Og det har umiddelbart ikke så meget med kaffe at gøre. Men ikke desto mindre er det et af verdens mest velkendte logoer.

Så når du skal designe dit logo, kan det være en idé at tænke i alternativer, da der ikke absolut behøver at være en åbenlys forbindelse mellem dit logo og din virksomhed/produkt.

Er der noget fra opstarten af virksomheden, placeringen eller noget helt tredje, der kan symbolisere din virksomhed?

Kig også på, hvad andre i din branche gør. Du skal selvsagt ikke kopiere dine konkurrenter, men prøv at finde en balance mellem et logo, der skiller sig ud og samtidig udtrykker din branche eller det produkt, virksomheden tilbyder.

Selv om du tænker i alternativer, kan det stadig være svært at finde det helt rigtige symbol til din virksomhed. Nedenfor kan du se en række eksempler på, at et logo heller ikke nødvendigvis behøver at være unikt.

Honda, Sony og Volvo er alle tre stærke brands og har logoer med stor genkendelighed. Når de tre logoer er stillet op ved siden af hinanden, er det tydeligt at se ligheden. Alle tre logoer er lavet med sammen skrifttype, og det eneste, der adskiller dem er farven samt tykkelsen på bogstaverne.

Design af logo

Når du har gjort dig overvejelser om, hvad dit logo skal bestå af, er der en række forskellige aspekter, du skal tage hensyn til.

Detaljering

Logoet skal fungere på mange forskellige platforme, i forskellige størrelser samt på forskellige overflader. Derfor er det vigtigt at holde designet simpelt.

For mange elementer og detaljer vil hurtigt gå tabt, når logoet skal anvendes i små formater eller på uensartede baggrunde.

Mange logoer er bygget op omkring simple basisformer samt gentagelser. Herunder kan du se eksempler.

Størrelse

Logoer skal som regel anvendes både på skærm og til tryk. Tænk over, hvordan logoet tager sig ud i høj opløsning samt i en skærmopløsning på 72 ppi og test logoet i forskellige størrelser – både til print og til skærm.

Det kan være nødvendigt at have forskellige udgaver af dit logo, der kan anvendes, alt efter hvilken størrelse logoet skal vises i.

Hvis du eksempelvis har et logo med negative rum, kan det være nødvendigt at lave en udgave af logoet med mere mellemrum mellem de froskellige elementer end originalen. Hvis mellemrummene er for små, kan de nemlig forsvinde, når logoet skaleres ned.

 

Farver og graduering

Undgå som udgangspunkt gradueringer og gennemsigtighed i logoer, da det ikke understøttes i alle produktioner.

Det kan også være svært at vurdere, hvordan en graduering vil tage sig ud på print, og der kan være forskellige resultater alt efter, hvilket materiale dit logo skal printes på.

Hold derfor dit logo i en enkelt eller få forskellige farver. Tænk i øvrigt over, hvad farverne, du vælger til dit logo, kommunikerer.

En rød cirkel eller en gul trekant kan eksempelvis give negative associationer, da det ofte er forbundet med ”stop” ”forbudt” eller ”advarsel”.

 

Negativ form

Sørg for, at dit logo fungerer i både sort og hvid, så det kan placeres på alle farver baggrunde.

Det kan være nødvendigt at justere tykkelsen på den hvide udgave af dit logo, da en hvid farve på en sort baggrund ofte vil syne mere spinkelt end en sort farve på en hvid baggrund.

Afprøv logoet på forskellige baggrunde og stol på dine øjne, når du justerer tykkelsen på dit logo.

 

Vektorgrafik

Lav dit logo som vektorgrafik. Vektorgrafiks store fordel er, at det kan skaleres op og ned i det uendelighed uden at ændre sig, hvorimod rastergrafik vil blive pixeleret og uskarpt, når det forstørres.

Vektorgrafik kan printes med helt skarpe kanter uanset hvilken størrelse, det skal printes i.

Adobe Illustrator et er vektorbaseret grafisk program, der netop egner sig til fremstilling af logoer, infografikker mm.

I blogindlægget Begynderguide til Illustrator kan du få en introduktion til programmet, dets styrker samt nogle af de mest anvendte værktøjer. I blogindlægget finder du bl.a. en introduktion til forskellige basisformer samt til værktøjet Pen, der vil være oplagt at bruge til at udarbejde et logo.

 

guide til illustrator kursusfabrikken

Du kan også hente vores Miniguide til Illustrator, hvor vi giver dig en introduktion til Adobe Illustrator og hjælper dig med at komme godt fra start i programmet.

 

Inspiration

På nettet findes der et utal af sider, hvor du kan få hjælp til at designe et logo samt sider, hvor du gratis kan hente forskellige elementer og ikoner, du kan bruge til at sammensætte dit logo med.

Her kan der være meget inspiration at hente, og de forkskellige værktøjer kan hjælpe dig til at finde forskellige grundelementer, som du efterfølgende selv kan sætte dit personlige præg på.

 

Vi håber, du har fået mod på at kaste dig ud i design af logoer. Hos Kursusfabrikken har vi også et to dages kursus i Adobe Illustrator. Her vil du få et bredt kendskab til programmet og lære at tegne vektorgrafik, som du kan bruge til at udarbejde dit nye logo eller opdatere dit gamle.

Begynderguide til Illustrator

I denne begynderguide til Adobe Illustrator introducerer vi dig til Illustrators styrker samt programmets opbygning og nogle af de mest anvendte værktøjer. Vi håber, at guiden vil give dig mod på at kaste dig ud i at lave grafik, der kan styrke din virksomheds visuelle profil.

I miniguiden vil vi bl.a. komme ind på:

  • Forskel på vektor- og rastergrafik
  • Hvordan du kan skabe illustrationer med simple basisformer
  • Introduktion til penværktøjet

Adobe Illustrator er et vektorbaseret grafisk program, og det er netop vektorgrafikken, der adskiller Illustrator fra Adobes andre programmer. Vektorgrafikken gør det muligt at lave grafik, der kan skaleres i størrelse uden at fremstå pixeleret eller uskarpt. Illustrator egner sig derfor særligt godt til fremstilling af logoer, infografikker mm. Du kan læse mere om forskellen på Adobes programmer i her.

guide til illustrator kursusfabrikken

Hos Kursusfabrikken har vi også udarbejdet en miniguide til Illustrator, som du kan downloade her. Her giver vi en introduktion til Adobe Illustrator og hjælper dig med at komme godt fra start i programmet.

 

Inden vi giver en introduktion til Illustrators opbygning, vil vi forklare forskellen på raster- og vektorgrafik lidt nærmere.

Forskel på raster- og vektorgrafik

Et rasterbillede består af pixels, der er små individuelle punkter. Et eksempel på et billede i raster kunne være et fotografi. Når du zoomer tilstrækkeligt ind på et rasterbillede, vil du se en masse små firkanter i forskellige farver, der tilsammen danner billedet.

rastergrafik illustrator

Vektorgrafik er matematiske udregninger mellem forskellige punkter og vektorer. Hvis du zoomer ind på vektorgrafik, vil det altid se ens ud, uanset hvor tæt du går på.

 

vektorgrafik illustrator

 

Når du tegner i et program, der er baseret på raster, som eksempelvis Adobe Photoshop, tegner du former, ligesom hvis du lavede et strøg med en pensel i den ’virkelige verden’. Når du tegner i et vektorbaseret program som Adobe Illustrator, laver du kurver.

vektorgrafik rastergrafik illustrator

En af de store fordele ved at tegne i vektorgrafik i Illustrator er, som vi nævnte i begyndelsen af guiden, at vektorgrafik kan skaleres uendeligt op og ned uden at ændre sig, hvor rastergrafik bliver pixeleret og uskarpt, når det forstørres. Vektorgrafik egner sig derfor særligt godt til eksempelvis produktion af logoer, da denne form for grafik ofte skal anvendes i mange forskellige kontekster og størrelser. Vektorgrafik kan printes med skarpe kanter, uanset hvor stort det skal printes.

Programmets opbygning

Inden vi kommer ind på nogle af de mest anvendte værktøjer fra værktøjslinjen i Illustrator, vil vi se nærmere på opbygningen af programmet. På billedet herunder har vi forsøgt at lave et overblik over, hvor du finder nogle af de vigtigste værktøjer og paneler i programmet.

 Illustrator guide

 

Brug basisformer til enkelt at skabe illustrationer

Det kræver ikke nødvendigvis de store tegneegenskaber for at lave grafik i Illustrator. Ved hjælp af simple basisformer, kan du opbygge dine illustrationer. Vi vil nu vise dig et eksempel på, hvordan du ved hjælp af seks simple geometriske former kan lave et bog-ikon.

 

ikon illustrator vektor bog kursusfabrikken.dk
Først vil vi guide dig igennem, hvordan du laver formerne. Vi begynder med den store mørkeblå rektangel. Start med at lave et rektangel på ca. 45 x 60 mm med rektangelværktøjet, der ligger i værktøjslinjen, og indstil derefter rektanglet til den ønskede farve i menuen i toppen.

For at lave de afrundede hjørner vælges den hvide pil i værktøjslinjen. Med pilen markeres hjørne 1+4 (Hold shift inde, mens du klikker, for at markere to hjørner på én gang). I menuen i toppen indstilles hjørner til 6 mm. På samme måde markeres hjørne 2+3 og indstilles til 2 mm.

 

vektorgrafik ikon illustrator corners
Lav nu de andre elementer på samme måde. Elementerne sættes sammen som på billedet nedenunder, og du har nu på meget simpel vis lavet et ikon.

 

Ikon Illustrator guide bog penværktøj kursusfabrikken.dk

Når du bliver fortrolig med opbygning af illustrationer, kan du ved hjælp af andre af Illustrators værktøjer arbejde med at give illustrationerne mere ‘personlighed’ og karakter.

Penværktøj

Penværktøjet anvendes til at tegne former og kurver. Vælg Penværktøjet i værktøjslinjen og klik et sted på tegnebrættet. Ved efterfølgende at klikke et nyt sted på tegnebrættet laver du nu en lige linje mellem de to punkter. Således kan du fortsætte og på den måde skabe en form eller en streg.

Ønsker du en afsluttet form, holdes penværktøjet til sidst henover det første punkt, du lavede på tegnebrættet. Der vil nu vise sig en lille cirkel ved siden af dit penværktøj. Når du klikker, vil formen afsluttes.

Ønsker du blot at lave en streg, afslutter du stregen ved at holde ctrl (pc) eller cmd (mac) nede, mens du klikker et vilkårligt sted på tegnebrættet.

For at lave en buet kurve trækker du musen henover tegnebrættet, mens du klikker det sted, hvor du vil placere dit næste punkt. Der vil nu komme to håndtag til syne. Disse håndtag bruges til at justere kurvens form. Du kan altid ændre kurven ved at trække i håndtagene med den hvide pil fra menulinjen. For at få håndtagene frem ved et eksisterende punkt, kan du vælge værktøjet ankerpunkt i værktøjslinjen og markere dit punkt.

 

pen tool penneværktøj illustrator guide

 

Du kan ændre farve, stregfarve og -tykkelse i det øverste panel i programmet.

 

pen tool penneværktøj illustrator guide

 

Med værktøjerne slet og tilføj styrepunkt kan du tilføje og fjerne punkter på eksisterende kurver. Dette gælder også for former, som du har oprettet med basisværktøjerne fra værktøjslinjen, eksempelvis rektangelværktøjet.

 

pen tool penneværktøj guide illustrator
Hav tålmodighed. Penværktøjet kræver tid og øvelse at blive god til, men når du mestrer værktøjet, vil du opleve, at du hurtigt og nemt kan lave illustrationer og ændre på former og kurver i Illustrator.

Arbejde i lag

Det kan være en god øvelse at vælge en simpel illustration og tegne efter den med penværktøjet. Indsæt et billede og marker laget som låst. Du kan nu oprette et nyt lag, som du kan tegne på uden at ændre det underliggende billede.

 

Lag illustrator guide pen tool penneværktøj

 

 

Afsluttende

Illustrator er et program, der kræver lidt tid, tålmodighed og øvelse at mestre. Men det giver mulighed for at lave grafik, der kan skabe et sammenhængende visuelt udtryk i din virksomhed. Hvis du er interesseret i at lære mere om Illustrators mange muligheder, udbyder Kursusfabrikken et to dages kursus i Adobe Illustrator. Her vil du få et bredt kendskab til programmet og lære at skabe forskellige illustrationer til både tryksager og web.

God fornøjelse med Adobe Illustrator!

Guide til Adobes programmer: Hvilket program skal du vælge?

Når du skal udarbejde et stykke grafik eller redigere et billede, er Adobes grafiske programmer uden tvivl de mest foretrukne. Men det kan være svært at finde ud af, hvornår du skal bruge hvilket program. For det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilket program du bruger til hvilken opgave. Vælger du forkert, kan det få stor betydning for dit slutresultat.

I denne guide vil vi give råd til, hvornår du skal bruge henholdsvis Photoshop, Illustrator og InDesign. Vi vil også guide dig til, hvilke fordele og ulemper der er forbundet med de forskellige programmer.

Adobe Photoshop

Der findes et hav af såkaldte tutorials til Adobe Photoshop. Det har medført, at mange fejlagtigt tror, at man kan lave alt i Photoshop.

Photoshop er et pixelbaseret redigeringsprogram. Det er derfor velegnet til billedredigering, da det giver mulighed for at ændre hver enkelt pixel på et billede. Samtidig tilbyder programmet en række værktøjer, der bruger dataene fra pixel til for eksempel at fjerne skader og urenheder på billederne.

At programmet er pixelbaseret betyder også, at det ikke fungerer til at lave logoer og andre elementer, der skal skaleres op i flere forskellige størrelser. Det vil nemlig resultere i et pixeleret og uskarpt resultat.

En anden ting, der kendetegner Photoshop, er, at man arbejder i lag i programmet. Det vil sige, at hvert enkelt objekt har sit eget lag. Lagene kan du let organisere i den rigtige rækkefølge i programmets højre side, hvor du også kan vælge, om lagene skal være synlige eller ej. Dette er ideelt, når du for eksempel skal lave bannere og hurtigt vil finde ud af, hvilken farve og hvilke objekter der egner sig bedst til bannerets formål.

Guide til Adobes programmer - Kursusfabrikken.dk

Kort sagt: Du skal vælge Adobe Photoshop, når du skal lave bannere og redigere billeder. Du skal undlade at bruge Photoshop til logoer og andre elementer, der muligvis skal skaleres op i størrelse senere. 

Vil du have hjælp til at komme i gang med Photoshop? Du kan hente vores miniguide til Photoshop her!

Photoshop miniguide - Kursusfabrikken.dk

 

Adobe Illustrator

Adobe Illustrator er et vektor-baseret grafisk tegneprogram. Vektorgrafik er grafik og illustrationer, der er skalerbare uden at fremstå uskarpe og pixelerede. Og netop vektorgrafikken er Illustrators helt store styrke i forhold til Adobes andre programmer.

Selvom Photoshop til dels har vektorgrafik, er det intet i sammenligning med Illustrator. Vektorgrafikken gør Illustrator ideelt at bruge til design af logoer, trademarks og enkeltsidede produktioner som invitationer og lykønskningskort.

Adobe Illustrator giver også mulighed for at lave flersidede produktioner, men da programmet ikke arbejder med mastersider eller sidetal, er det ikke velegnet til dette. Hvis du skal lave flersidede produktioner, vil vi anbefale, at du i stedet bruger Adobe InDesign.

Kort sagt: Du skal bruge Adobe Illustrator, når du skal tegne og designe logoer og andre varemærker. Undgå at lave dokumenter med tekst, der fylder mere end en enkelt side.

 

Adobe InDesign

Hvor Illustrator og Photoshop kan minde lidt om hinanden, og derfor kan blive brugt til det forkerte arbejde, står det rimelig klart, hvori InDesign har sine styrker og fordele.

Adobe InDesign er ideelt at bruge til at lave grafiske opsætninger med meget tekst og tilhørende billeder. Programmet bruges af de fleste til at opsætte brochurer, magasiner og bøger. Det skyldes ikke mindst, at programmet arbejder med mastersider, som er en form for skabelon, hvor placerede elementer kan vises på alle sider. Programmet har også en funktion, der tilføjer sidetal på dit dokument; noget Illustrator som nævnt ikke kan.

InDesign har også mange værktøjer til tekstbehandling. Du kan for eksempel forme dine tekstbokse, så de følger formerne på et billede.

Guide til Adobes programmer - Kursusfabrikken.dk

En af InDesigns helt store mangler er evnen til at tegne grafik og redigere billeder. Her er det klart at foretrække at lave logoer i Illustrator og redigere billeder i Photoshop, hvorefter du let kan importere dem til dit InDesign-dokument.

De tre programmer arbejder endda så godt sammen, at hvis du efterfølgende ændrer logoet eller billedet i henholdsvis Illustrator og Photoshop, så opdateres filerne i dit InDesign-dokument.

Kort sagt: Du skal anvende InDesign, når du skal lave flersidede produktioner og arbejde med meget tekst. Skal du derimod tegne illustrationer eller arbejde med billedredigering, bør du vælge Illustrator og Photoshop.

Vil du gerne godt i gang med InDesign? Du kan hente vores guide til InDesign her!

Miniguide InDesign - Kursusfabrikken.dk

 

Vælg det rigtige program

Vi har nu gennemgået de forskellige fordele og ulemper ved de enkelte af Adobes programmer. I tabellen herunder har vi for en god ordens skyld sammenfattet, hvornår du skal bruge hvilket program.

Hvilket grafiske program skal du vælge - Kursusfabrikken.dk

 

Hvis du vil vide mere om de enkelte programmer, og hvilke værktøjer og funktioner de har til fremstilling af professionelle grafiske produkter, så er et af vores kurser i de tre programmer måske noget for dig. Du kan læse mere om de forskellige kurser ved at trykke på de enkelte ikoner herunder.

Kursus i PhotoshopKursus i InDesign - Kursusfabrikken.dk

Mød en underviser: Heidi Pletbjerg

Til daglig arbejder jeg som grafisk designer i mit eget firma Pletbjergdesign. Jeg laver alt fra plakater og logoer til hjemmesidelayout og bannerreklamer.

Mine tre vigtigste arbejdsredskaber er Adobe InDesign, Photoshop og Illustrator. Programmerne har forskellige styrker, og derfor bruger jeg ofte flere af programmerne samtidig. De kan hver især noget, de andre ikke kan.

 

Jeg benytter mig hver dag af en kobling mellem de tre programmer. I samspil er de mine vigtigste arbejdsredskaber.

 

Programmerne supplerer hinanden

Når jeg arbejder med hjemmesidedesign, arbejder jeg oftest med billedmaterialet i Adobe Photoshop. Her tilpasser jeg opløsning og størrelse og laver farvejusteringer, så billederne får et ensartet og solidt udtryk.

Ofte skal der også være forskellige former for grafiske elementer på hjemmesiden, for eksempel logoer. Disse elementer tegner jeg i Adobe Illustrator.

Fordelen ved at tegne elementerne i Illustrator er, at programmet er vektorbaseret. Det betyder, at elementerne kan skaleres op i store formater, uden at de vil fremstå pixelerede. Jeg har derfor mulighed for at bruge det samme logo på både et lille visitkort samt til en plakat i storformat. Når jeg har tegnet elementerne i Illustrator, overfører jeg dem til Photoshop, så de bliver en del af det samlede udtryk.

Hvis jeg skal udarbejde tryksager, for eksempel brochurer eller flyers, udarbejder jeg dem i Adobe InDesign. InDesign er særligt anvendeligt til at lave flersidede dokumenter og større tryksager.

Ud over InDesign gør jeg, i udarbejdelsen af trykmaterialet, også brug af Photoshop. I Photoshop kan jeg sikre, at billedmaterialet bliver gemt i korrekt opløsning og farverum. Det er altafgørende for et godt slutprodukt, at billedmaterialet er korrekt udført, inden jeg henter det over i InDesign.

Baggrundsinformation

Heidi Pletbjerg er uddannet mediegrafiker og har en BA i Digital Design fra Aarhus Universitet. Ved Kursusfabrikken underviser hun i grafiske kurser for både nybegyndere og øvede.

 

Grafiske kurser – fordi det gør en forskel

Vi danner lynhurtigt en mening om, hvorvidt en hjemmeside er troværdig, når den dukker op på vores skærm. Da internettet er et visuelt medie, bliver vores umiddelbare indtryk formet af ting som farver, design og grafik. Er disse ting ikke i orden, er vi mindre tilbøjelige til at tro på webstedet, især hvis der er tale om en produkthjemmeside eller en webshop, som skal overbevise os om noget. Derfor kan det være en god idé at deltage i et grafisk kursus.

Med andre ord kan du med kendskab til Adobe-pakken allerede fra første øjeblik gøre et godt indtryk med dine grafiske elementer, dit logo, dine bannere osv. Det er dette ekstremt vigtige step, vi gerne vil fokusere på og give dig kompetencer indenfor på et af vores grafiske kurser. Du kan sammenligne det med forsiden af et katalog eller et magasin. Fænger forsiden ikke, åbner man heller ikke bladet, og så kan det være nok så interessant læsning indeni.

Forskellen er dog, at i modsætning til et blad, hvor man ser forsiden først, er det ingen garanti for, at dine besøgende kommer ind på din forside. Tværtimod er der større chance for, at nogen har søgt på en bestemt frase og efterfølgende er landet på én af dine undersider.

Det gør det grafiske udtryk endnu vigtigere, fordi førstehåndsindtrykket kan komme fra hvilken som helst side, som findes på dit domæne.

Her følger en kort oversigt over vores grafiske kurser:

  • Photoshop: Photoshop er et af verdens mest kraftfulde værktøjer til at redigere pixel-baseret grafik. Det er bl.a. ting som webbannere, fotos, baggrunde og hjemmelavet grafik. Programmet er velegnet både til begyndere og øvede brugere, og vores kursus kræver ingen forudgående kendskab.
  • Illustrator: Illustrator er dit værktøj til designs i vektor. Vektor har den fordel over pixelbaseret grafik, at størrelsen på det grafiske element ikke betyder noget. Et almindeligt billede bliver ”grynet”, når man forstørrer det, men dette er ikke tilfældet med vektor. Derfor er vektor ekstremt velegnet til logos og andet grafik, der skal gå igen på såvel et online websted som på et stort konferencebanner.
  • InDesign. I dette program arbejder man i fysiske layout. Når du kigger i, ja, nærmest et hvilket som helst publiceret magasin, er der gode chancer for, at layoutet og opsætningen er lavet i InDesign. Med andre ord er det et perfekt værktøj til opsætning af printmedier, foldere, instruktionsmateriale osv.

 

Kurser i Adobe pakken

Kurser i Adobe pakken

Hos Kursusfabrikken er vi længe blevet mødt med forespørgsler på Kurser i adobepakken, og nu kan vi endelig imødekomme den efterspørgsel.

Vi har udvidet vores dagskurser til nu også at omfatte kurser i Adobe pakken, herunder Indesign, Photoshop og Illustrator.

Du kan læse mere om de nye fag her:  Kurser i Adobe pakken

InDesign kursus

Illustrator kursusPhotoshop kursus