facebook1pximg
Kursusfabrikkens blog

Succes med Google Ads: undgå den klassiske fodfejl

Succes med Ads
Der er ingen tvivl om, at Google Ads er et af de mest effektive annonceringsmedier overhovedet, hvis man ser på tværs af brancher og annonceringsmuligheder. Hvis du vil have succes med Google Ads, skal du sørge for at undgå denne klassiske fodfejl, som kan resultere i spildte annoncekroner.

Til jer, der ikke allerede kender Google Ads, vil vi kort forklare, hvad det er. Google Ads er Googles annonceringsprogram. Programmet giver dig mulighed for at vise annoncer til potentielle kunder. I nedenstående billede kan du se resultater fra Google Ads, som er markeret med røde bokse. 

Målgruppen gør forskellen

Den store fordel ved at annoncere i Google Ads er, at du rammer den efterspørgende målgruppe. Det betyder, at du rammer de forbrugere, der allerede har taget stilling til, hvad de mangler og derfor søger efter det på Google.

Men det er dog ikke alle annoncer i Google Ads, der rammer den efterspørgende målgruppe. Og det er netop her, det går galt for mange.

I Google Ads er der overordnet set fem måder, hvorpå du kan annoncere. Heraf er det i udgangspunktet kun to af måderne, der rammer den efterspørgende målgruppe. Med de tre øvrige annonceringsmuligheder rammer du den passive målgruppe, der vil blive eksponeret for din annoncering som en mere traditionel form for markedsføring. Eksponeringen for den passive målgruppe kan sammenlignes med tv-reklamer.

Inden vi går videre til præsentationen af de fem annonceringsmuligheder, vil vi for en god ordens skyld gentage, at du med Google Ads kan ramme forskellige målgrupper, og dermed meget forskellige købsbehov. Derfor er det altafgørende, at du ikke kører de samme kampagner på alle netværk.
Mange begår desværre den fejl, at de kører de samme annoncer på alle netværk i Google Ads. Det resulterer typisk i useriøse klik, ligegyldige visninger og spildte annoncekroner – Anders H. Kristensen, underviser i Google Ads.

Fem forskellige annonceringsmuligheder

I Google Ads har du overordnet fem forskellige muligheder for at få vist dine annoncer. De fem muligheder er:

  • Søgenetværket
  • Displaynetværket
  • Google Shopping
  • Mobiler
  • Videoannoncer i YouTube
Google Ads

1. Søgenetværket

Søgenetværket er den klassiske annonceringsform i Google Ads. Det er derfor også den, de fleste forbinder med Google Ads-annoncering. På søgenetværket rammer du den efterspørgende målgruppe. Dine annoncer vil blive eksponeret for personer, som har et behov og søger efter en løsning på Google.

2. Displaynetværket

Den vigtigste forskel ved at annoncere på displaynetværket frem for søgenetværket er, at du på displaynetværket ikke rammer den efterspørgende målgruppe. Du rammer derimod brugere på andre hjemmesider, der har solgt annonceplads til Google (også kaldet Google AdSense).

Det kunne for eksempel være Jyllands-Posten, der har solgt annonceplads til Google. Som annoncør kan du derfor byde på denne annonceplads, så dine annoncer kan blive vist på Jyllands-Postens hjemmeside.
Jyllands-Posten

3. Google Shopping

Google Shopping er et forholdsvist nyt begreb i Google Ads. Annoncering i Google Shopping kan i høj grad sammenlignes med søgenetværket. Den primære forskel er, at du som annoncør får mulighed for at få vist dine produkter på forsiden af Google.
Google Shopping

4. Mobiler

Uanset hvilken af de ovenstående annonceformer du vælger, har du samtidig mulighed for at annoncere på mobilerne. I Google Ads vil du ikke som sådan finde en særskilt funktion til mobiler.

Vi vil anbefale, at du opsætter separate annoncer, der er optimeret til mobilerne. Det er nemlig vores overbevisning, at brugernes adfærd er helt anderledes på mobilerne, end når de sidder ved en computer.

5. Videoannoncer på YouTube

Det er i dag en integreret del af Google Ads, at du kan annoncere i videoklip på YouTube. Videoerne er gode til branding, men de rammer heller ikke den efterspørgende målgruppe. Husk på, at personer der ser videoer på YouTube ikke har bedt om at blive afbrudt af dine annoncer.

Det vigtige skel

Du har forhåbentlig opnået en forståelse af, hvorfor du skal opbygge forskellige annoncer på forskellige netværk. Hvis blot du husker den vigtige skelnen mellem den efterspørgende og den passive målgruppe, er du godt på vej til at kunne opbygge effektive annoncer i Google Ads.

Hvis du er blevet nysgerrig på Google Ads og gerne vil vide mere om budstrategier, annonceopbygning, fejl du skal undgå, søgeordstyper og meget mere, kan du læse mere om vores to Ads kurser her.
Seneste udgivelser på Kursusfabrikkens blog