facebook1pximg
Kursusfabrikkens logo
Kontakt
Kursusfabrikkens blog

Guide til InDesign: Interaktive PDF’er

InDesign interaktiv

Med InDesign har du mulighed for at oprette interaktive dokumenter med hyperlinks, interaktive knapper, videofiler, lyd mm., der kan gøre dine online publikationer mere spændende og levende. I denne guide vil vi give en introduktion til nogle af de mange værktøjer, InDesign indeholder.

I denne guide vil vi introducere dig til:

  • Brug af bogmærker
  • Hyperlinks
  • Video- og lydfiler
  • Oprettelse af interaktive knapper
  • Hvordan du eksporterer din interaktive PDF korrekt

Er du ny i InDesign? Hvis du har brug for en grundlæggende introduktion til programmet, kan du også hente vores miniguide til InDesign her.

minguide indesign

Bogmærker

Bogmærker fungerer som en indholdsfortegnelse/oversigt over hele dokumentet, når det er åbnet i Adobe Acrobat eller Adobe Reader, dvs. efter InDesign-filen er eksporteret til en PDF-fil. Oversigten består af en række overskrifter, der ved klik kan navigere til den tekst eller grafik, der er lavet til et bogmærke i PDF-filen. Oversigten vises i fanen Bogmærker i venstre side af vinduet.
InDesign guide

For at få vist panelet Bogmærker i InDesign vælger du Vindue > Interaktiv > Bogmærker. I dette panel har du mulighed for at oprette, omdøbe og arrangere dine bogmærker.

Oprette bogmærke

For at oprette et bogmærke skal du markere den tekst eller det element, som bogmærket skal henvise til, og derefter klikke på ikonet Opret ny i panelet.

Omdøbe bogmærke

Du kan omdøbe bogmærket ved at klikke på bogmærket i panelet og vælge Omdøb i menuen i højre hjørne. Du ændrer ikke i det faktiske dokument, når du omdøber, men blot den titel bogmærket har i oversigten.

Arrangere bogmærker

Hvis du ønsker en anden rækkefølge af bogmærkerne i oversigten end den, de har i dokumentet, kan du arrangere dine bogmærker. En simpel måde at arrangere strukturen af bogmærkerne er ved blot at trække bogmærkerne rundt i panelet, så de får den den ønskede rækkefølge. For at indsætte ét bogmærke under et andet som en undermenu, markeres bogmærket og trækkes hen over det bogmærke, der skal fungere som overskrift. For at fortryde handlingen trækkes bogmærket blot tilbage igen.

Arrangering af bogmærkerne i panelet ændrer ikke det faktiske dokuments struktur eller udseende.

For at sortere bogmærkerne, kan du vælge Sorter bogmærker i menuen. Bogmærkerne vil nu blive vist i den rækkefølge, som de er placeret i dokumentet.

InDesign bogmærke

Hyperlinks

Hyperlinks giver mulighed for at navigere læseren til en anden placering i dokumentet, til en anden fil, et tekstanker, en delt destination, en webside eller en e-mail. I denne guide vil vi gennemgå hyperlinks til websider, sider i dokumentet samt til e-mails, da det er de mest anvendte funktioner.

Oprette hyperlink

For at oprette et hyperlink højreklikkes der på det element, der skal fungere som hyperlink. Dette kan både være tekst, grafik og billeder. Vælg Hyperlinks > Nyt hyperlink. Dialogboksen Nyt hyperlink vil nu komme frem. I dialogboksen har du mulighed for at vælge, hvad det markerede element skal linke til.
Hyperlink
For at lave et hyperlink til en webside vælges URL i feltet Lænk til. I feltet URL indtastes den webadresse, der skal lænkes til. Dette kunne fx være www.kursusfabrikken.dk. Når en læser trykker på hyperlinket i PDF’en, vil siden, som der er lænket til, åbne som en ny side i deres browser.

For at navigere til en anden side i dokumentet vælges Side i feltet Lænk til. Du har nu mulighed for at vælge de eksisterende sider i dokumentet, som linket kan navigere til. Denne funktion kan også oprettes som en knap, som vi vil komme ind på senere.

For at navigere til en e-mail vælges E-mail i feltet Lænk til. I emnelinjen, der vises under destinationen, skrives emnet for mailen, eksempelvis ”Spørgsmål”. Når en læser trykker på hyperlinket i PDF’en, vil en tom e-mail åbne i deres mailprogram og i emnefeltet vil der stå ”spørgsmål”, som vi har indtastet i emnelinjen.
Lænk til
I panelet Hyperlinks kan du redigere, nulstille, omdøbe og slette hyperlinks. Når du omdøber et hyperlink, ændrer du den måde, som hyperlinket vises på i panelet i InDesign-dokumentet - altså ikke i den eksporterede PDF-fil, som læseren kommer til at se. For at ændre visningen af hyperlinket i PDF’en skal du ændre visningsindstillingerne.

Visningsindstillinger

I visningsindstillinger kan du indstille, hvordan hyperlinksene skal vises i det eksporterede dokument. Du finder indstillingerne ved at vælge Vindue > Formater > Tegnformater. I vinduet højreklikker du på hyperlink og vælger rediger hyperlink. Du kan nu indstille skrifttype, punktstørrelse, farve etc. Fordelen ved at lave disse indstillinger er, at dine hyperlinks i dokumentet vil komme til at fremstå ens.

Når du opretter nye hyperlinks, skal du være opmærksom på, at der i boksen Format er valgt Hyperlinks (se forgående billede).

Indsæt video og lyd

I interaktive PDF’er kan der indsættes mediefiler, dvs. video- og lydklip, der kan afspilles i den eksporterede PDF. Du kan også lænke til en streamingvideo fra internettet, eksempelvis en video på YouTube.

Tilføj video fra URL

For at afspille en video fra internettet i en PDF-fil skal videoen være af formatet FLV eller F4V (Flash Video-filer) eller en H.264-kodet fil (fx mp4). Hvis du ikke kan afspille videoen i din eksporterede PDF, kan du tjekke, om videoen er i et af de omtalte formater. For at indsætte en video markerer du et tomt element i dokumentet og vælger derefter Vindue > Interaktiv > Medie. I bunden af infoboksen vælger du Video fra URL. I feltet indsætter du URL’en til videoen og klikker på OK.
URL InDesign

Tilføj video- eller lydklip

For at indsætte et video- eller lydklip vælger du Filer > Indsæt og vælger den fil, du vil placere i dokumentet. Derefter klikker du det sted i dokumentet, hvor filen skal placeres.

For at ændre indstillingerne for mediefilen markerer du den og vælger Vindue > Interaktiv > Medie.

Videoindstillinger:

Hvis du vælger punktet Afspilning ved sideindlæsning, afspilles videoen, når læseren er på den side, hvor filen er placeret. Løkke vil sige, at videoen afspilles gentagne gange. Under displaybillede kan du angive, hvilket billede, der skal vises i rammen, når videoen ikke afspilles. Controlleren anvendes af læseren til at starte, stoppe og pause videoen. Hvis du arbejder med flash filer kan du tilføje forskellige funktioner for controlleren, men ellers vælges ”ingen” eller ”vis controller”, der er en standardcontroller.

Lydindstillinger:

Hvis du vælger punktet Afspilning ved sideindlæsning, afspilles lydfilen, når læseren er på den side, hvor filen er placeret. Stop ved sideindlæsning stopper lydfilen, når der bladres til en ny side. Løkke vil sige, at lydfilen afspilles gentagne gange. Under displaybillede kan du angive, hvilket billede, der skal vises i lydfilens ramme.

Medie
Hvis der er flere mediefiler på samme side i dokumentet, kan du bruge panelet Timing til at bestemme rækkefølgen for afspilning af filerne. Timing finder du under Vindue > Interaktiv > Timing.

OBS! Mediefiler fungerer ligesom billedfiler, som du sikkert allerede kender fra InDesign. Hvis du flytter eller ændrer en mediefil, skal du i panelet Lænker sammenlænke dokumentet med din fil igen. Hvis du sender et InDesign-dokumentet til en anden person, skal du huske at medtage de medie- og billedfiler, som du har indsat. En simpel måde at gøre det på er at pakke filen. Vælg Filer > Pak. Indtast et filnavn og tryk Opret. På den måde laver InDesign selv en mappe med dit dokument samt de tilhørende lænker til filer og fonte, så du har det hele samlet.

Knapper

Du kan oprette knapper, der udfører forskellige handlinger. Dette kan fx være en knap, der navigerer til et andet sted i dokumentet eller en hjemmeside (ligesom hyperlinks). Du kan også oprette en knap, der aktiverer en pop op-boks, når der scrolles hen over knappen. Vi vil nu vise dig, hvordan du kan udføre begge eksempler.

Oprette knap

Markér det element i dokumentet, der skal fungere som knap, fx en cirkel. Vælg Objekt > Interaktiv > konverter til knap. Du vil nu se infoboksen knapper og formularer, hvor du kan lave indstillingerne for knappen. Start med at navngive knappen, så du nemt kan finde den i panelet. I boksen Hændelse kan du indstille, hvilken handling, der skal udløse knappen. Det kan fx være, når læseren klikker på knappen eller blot scroller hen over. Under Handlinger kan du vælge, hvilken funktion knappen skal have. Hvis der er flere elementer, der skal udgøre knappen, fx en cirkel og en tekstboks, skal du være opmærksom på at gruppere elementerne, inden du opretter knappen. Det gør du ved at markere de forskellige elementer, højreklikke og vælge Grupper.

I eksemplet vil vi lave en knap, der navigerer læseren til Kursusfabrikkens hjemmeside, når der klikkes på knappen. Vi vælger derfor Ved klik i Hændelser samt Gå til URL under Handlinger og indtaster kursusfabrikkens webadresse i feltet URL. Når læseren klikker på knappen i PDF-filen, vil Kursusfabrikkens hjemmeside åbne som en ny side i deres browser.
Opret knap
For at lave en pop up boks skal du starte med at oprette to forskellige knapper. Den ene knap fungerer som udløser, og den anden knap er den boks, der skal poppe op. Vi begynder med at navngive begge knapper og ellers foretager vi ikke yderligere indstillinger til at starte med. Vi kalder i eksemplet den ene ”udløser” og den anden ”boks”.

Åbn indstillingerne for udløser-knappen (Vindue > Interaktiv > Knapper og formularer). Vi skal nu tilføje to handlinger til udløser-knappen. Under Hændelser vælger vi Ved rul henover og i Handlinger tilføjes Vis/skjul knap og knappen ”boks” markeres med Vis (Det lille øje). Derefter ændrer vi Hændelser til Ved rul væk fra og tilføjer en ny handling som igen er Vis/skjul knap. Nu skal knappen "boks" markeres med Skjul (Det lille overstregede øje). På den måde har vi tilføjet to forskellige handlinger til udløser-knappen. I indstillingerne til knap nummer to ”boks” markerer vi blot Skjul indtil det udløses.
Knapper og formularer
I InDesign-dokumentet vil begge knapper være synlige, men når dokumentet eksporteres til en PDF, vil udløserknappen være den eneste, der er synlig, indtil der scrolles henover den, og vores boks vil poppe op.
Knap

Eksportér interaktive PDF’er

Når du skal eksportere din interaktive PDF gemmer du først dokumentet og vælger derefter Filer > eksporter, som hvis du skulle eksportere et dokument til print. Du får nu mulighed for at vælge filformatet. Her vælger du PDF (Interactive). I infoboksen for Eksport til interaktivt PDF-format har du mulighed for at lave forskellige indstillinger for dokumentet. Du kan bl.a. angive, om alle sider i dokumentet skal eksporteres eller blot et udsnit, og om dokumentet skal kunne udskrives. Tryk på Eksporter og din interaktive PDF-fil er nu klar til at blive publiceret.
Eksporter pdf

Afsluttende

InDesign har mange funktioner, der kan anvendes til at lave interaktive PDF’er. Vi har nu gennemgået en række værktøjer, du kan give dig i kast med. Vil du have en grundlæggende introduktion til InDesign, kan du hente vores miniguide til InDesign her.

Hvis du er interesseret i at lære mere om InDesigns mange muligheder, udbyder Kursusfabrikken et to dages kursus i InDesign. Hvis du allerede har erfaring med InDesign, men gerne vil arbejde med mere avancerede funktioner, kan du deltage på vores dagskursus i InDesign for øvede.

God fornøjelse med InDesign!

Vil du opkvalificere dine grafiske kompetencer? 

- Se vores grafiske kurser

Indesign
indesign udvidet kursus
photoshop kursus
Illustrator kursus
Seneste udgivelser på Kursusfabrikkens blog
Kursusfabrikken ApS